Aporia kan nu med glæde byde velkommen til anden udgivelse af Aarhus Universitets filosofiske fagblad, hvor vi ser nærmere på ’grænser’ som et afgørende, men underkendt koncept i den vestlige begrebsarkitektur. Den vestlige tænkning har fra dens spæde begyndelse henlagt sig en syv-slørs dans mellem filosofiens tænkningsgrænse og dens grænsetænkning. Fra Sokrates, hvis ironi og modsigelse af systembygningen, Kierkegaard forstod som en erkendelse af den Virkelighed, som nødvendigvis må stå udenfor systemernes grænseterritorie. Til idealsystemernes dybfølte ønske om at rykke den rene fornufts begrebslige rækkevidde hen over tingen-i-sig-selvs egen erkendelighedsgrænser, henimod Kant, der trækker den tilbage til fænomenernes erkendelighed. Til den samtidige filosofi, fra Adornos negative dialektiske projekt om at bevare det non-identiske, som nødvendigvis frasiger sig repræsentation i begreberne, til den objekt orienterede ontologi, der insisterer på at aftage mennesket dets rolle, som grænsekontrol for det Virkelige. Grænser, for begreberne, systemerne, for tænkningen, har været en evindelig følgetanke i metafysikken.
I denne udgivelse af Aporia, møder vi artikler der skildrer, hvordan ’grænser’ som begreb har udfoldet sig i et rigt væld af nye tankestrømme og nye skoler, i den samtidige filosofi. Grænsetænkningen har indfundet sig i vores fornyede opmærksomhed på sprogets struktur og semiotiske orden, som påvirker den sproglige reception af omverden. Sindsfilosofiens tænkning finder nu nye muligheder ved at bevæge sig væk sjælens uendelige teologiske dybde, til sindets essentielle begrænsethed. Naturens forestående kollaps under den senmoderne kapitalismes systematiske ressourceplyndren, påkræver samtidigt en ny grænsetænkning, der forsøger at overtræde den evindelige antropocentriske og egocentriske naturtænkning, for at begribe naturens eget komplekse kausale netværk, der gradvist responder med øget voldsomhed mod vores eget overgreb. I den sociale verden indtræder grænsebegrebet med ny relevans i det moderne accelerationssamfund, hvor konstante grænseforhandlinger mellem familiegenerationer genindtræder med ny relevans, på grund af deres flygtighed. I det politiske, påkræver den kapitalistiske verdensorden en ny tænkning om grænser, der kan træde ud over Agambens skildring af Suverænens manipulation af grænserne mellem vilkårlige politiske identiteter intranationalt, hvor, med henblik på Hardt og Negris skildring af verdenskapitalismen som et grænseløst imperium, at nationalstatens magtgrænser sat ude af spil, af en grænseløs global magtstruktur uden centrum, og tilsyneladende uden grænser? Og sidder alle os filosoffer alligevel ikke med en vis følelse i maven af, at den mest relevante grænse er den, mellem studiet og det mystiske arbejdsmarked?
Aporia takker med dyb taknemmelighed vores dygtige skribenter for deres indlæg, samt alle dem der har meldt sig frivilligt til at støtte fagbladet. Til sidst og ikke mindst, vil Aporia gerne takke alle jer, som er dukket op til receptionen af vores fagblad, og vores søsterfagblad, Tingen. Vi håber at Aporia og dets indlæg, vil inspirere jer til at udforske nye ideer, have livlig debat, og ikke mindst, inspirere jeres skrivelyst!
Fra alle os til alle jer
Aporias redaktion
I Ét svar på Agrippa’s trilemma er gang på gang blevet forsømt: Infinitismen. Hvordan retfærdiggør vi vores formodninger? Bunder det i grundlæggende udsagn, eller måske i kohærens? Det synes mere fornuftigt at være skeptiker end at medgive at vi kan have en uendelig række af retfærdiggørelser for vores formodninger.
Det er indtil Peter Klein gav positionen fornyet nyt liv (f.eks. (Klein, 1999, 2013)). Det bedste svar på skepticisme er, ifølge Klein, at vores formodninger understøttes af en uendelig kæde af retfærdiggørelser. Grunden er simpel: Alternativerne fundamentalisme og kohærentisme bryder begge nogle plausible epistemiske principper; henholdsvis at en formodning kun er retfærdiggjort hvis der er en grund til at tro den, og at to formodninger ikke kan retfærdiggøre hinanden (1999, s. 298–299). Altså må vi have en uendelig kæde af retfærdiggørelser tilgængelige hvis vi vil undgå at bevæge os ind på skepticismens territorie.
...
Mit første klare møde med generationskritik, eller i hvert fald hvor jeg tydeligt tog det til mig, skete da jeg var 17. Jeg skulle analysere en Jyllands-Posten artikel om unges brug af selviscenesættelse. Det var måske første gang, jeg havde oplevet en så ubehagelig tone med direkte modspil til min egen generation: Generation Z (1997-2012) (Otto, Generation, 2025). Jeg havde nok ellers gået rundt med et lidt naivt verdensbillede, med en forestilling om en verden hvor man selvfølgelig ikke dømte store grupper af folk man slet ikke kendte, ikke alene en hel generation. Men boblen bristede for mig. Generationshad og generationskløften fandtes altså, og den føltes nærmest voksende. Vi var, i mit hoved, ikke længere generationer, der grænser op af hinanden, men pludselig generationer, som går over hinandens grænser. En personlig grænse defineres i ordbogen som:
...
Hegel begynder Åndens Fænomenologi med det grænseløse, på samme tid som en diskussion om hvad indeksikaler som ”det” overhovedet betyder. Et sammenfald af noget ophøjet og noget lavpraktisk. Det første kapitel, ”Den sanselige vished”, undersøger hvad viden er som noget rent umiddelbart; at betragte væren som ikke andet end det der umiddelbart fremtræder. I konteksten af Åndens Fænomenologi, så fremkommer kapitlet under bevidsthedens erkendelsesform, der er karakteriseret ved at antage at sandheden ligger udelukkende i genstanden, og ikke i bevidsthedens relation til genstanden (som er udgangspunktet for næste erkendelsesform, selvbevidstheden). Derfor handler bevidsthedens-sektionen om måder at betragte, iagttage, beskrive og forklare genstande på. Den sanselige vished er den første underdeling herunder, og det første kapitel i bogen. Derfor forudsætter det heller ikke tidligere konklusioner - hvilket oftest er problemet med at diskutere passager ude af kontekst fra Åndens Fænomenologi -, men er ment som en forudsætningsløs begyndelse på bogen, en slags mest primitiv form for viden. Den sanselige vished er en viden der tilsyneladende ikke forudsætter noget, men er rent ”receptiv”; en ren betragtning af genstanden uden at begribe den (Hegel, 2006, s. 67). Det kan kaldes en ”naiv realisme” eller ”non-konceptualisme” (Bowman, 2012), hvor det sande ikke er andet end det vi betegner med indeksikalske ord som ”dette”, ”denne”, ”her”, ”nu”, ”jeg”. Dette fremtræder som ”en erkendelse af en uendelig rigdom, som ikke kender til nogen grænser”, fordi vi endnu ikke har formidlet nogle påstande om verden overhovedet. Dens viden ”fremtræder som den sandeste, for den har endnu ikke fjernet noget fra genstanden, men har den for sig i hele dens fuldstændighed” (Hegel, 2006, s. 67). Den sanseligt umiddelbare genstand fremtræder fuldstændig, fordi den endnu ikke er noget bestemt. Den er blot ”dette” der er ”her” lige ”nu”. Dette lader til at rumme det grænseløse.
...
Kammerater! Kampen over nationalstatens undertrykkelse er vundet! Aldrig mere skal vi lide un-der den tyngende vægt af den suverænes magt. Friheden har triumferende bevæget sig verden over, og der skal aldrig mere ligges under for statens magtmonopol. Vi står foran en ny epoke. En verdenssituation så ekstraordinært ændret, at de gamle institutioner må vige og give plads til den nye verdensorden. En verdensorden der i sandhed er international! Kampen er vundet af interna-tionalisterne. Det skal dog desværre siges, at det ikke er den marxistiske internationale, der har sejret, men den kapitalistiske kabale af neoliberale internationalister. Med andre ord: Internatio-nalismen har sejret, det er bare de forkerte internationalister, der vandt…
...
Motivationen for denne artikel har været den måde fagmiljøet er struktureret på ved filosofi.1 De observationer som udgør grundlaget for inferenser i artikelen, promptede artiklen – på marxistisk vis er jeg gået fra det konkrete til det abstrakte og så tilbage til det konkrete igen.2 Som det vil fremgå af artiklen er den første konkrete del udeladt og argumentationen forløber således at fra en abstrakt distinktion analytisk-’kontinental’3 laves en praktisk kritik, men det er ikke tilfældet for processen bag artiklen.
...
The anti-anthropocentric movement of the Anthropocene is constituted by four interrelated characteristics: 1) distributed agency of nonhuman entities functioning within assemblages; 2) entities appear within an entanglement of epistemology, ontology, and ethics; 3) a perspective of posthumanism, which rejects human exceptionalism in its analysis of the subject, and 4) a decentered ecology, not revolving around human conceptualization of nature. These concepts solidify the embedded and interrelated perspective on the Anthropocene deriving from the nonhuman turn, i.e., the shift in focus in scientific inquiry towards nonhuman actors (Grusin 2015). The proposal of an anti-anthropocentric ontology requires evaluation in its connection to the Anthropocene. I will in the following illustrate how an anti-anthropocentric ontology can unify under their acknowledgement of nonhuman entities as real agentic entities. When I refer to the anti-anthropocentric movement I refer to theories in which nonhuman entities are counted as equally substantive as humans in ethical, agential, and metaphysical regards. My focus will be on two of the biggest sub-movements within the anti-anthropocentric movement, 1) new materialism, as per Karen Barad, Jane Bennett and Rosi Braidotti, 2) and Object Oriented Ontology, as per Graham Harman and Timothy Morton.
...
I. Lad os stille spørgsmålet: Hvor går grænsen? Spørgsmålet stilles til grænsen selv, og vi spørger til dens topos , dens Hvor. Ved spørgsmålet, og det vil sige gennem det, bedriver vi altså en grænsens topologi. Men topologien er ikke blot et spørgsmål om sted, for når vi nu spørger Grænsen spørger vi ikke blot en hvilken som helst grænse, men til din og min.
Er vores Spørgen i sandhed en Søgen, da markerer vi hermed med grænser Det, hvorefter vi søger, men angiver og antager således allerede dennes eksistens. I vor Søgen tør vi nu antage, at Grænsen, værende som vi forestiller os, er at finde, og ydermere at vi måtte kunne genkende den forsåvidt vi så den. Grænsens Hvor er, forsåvidt dette er vor søgens mål, bestemt af Grænsen selv, værende hvad end den måtte være.
...