En verden uden nationale grænser

Kammerater! Kampen over nationalstatens undertrykkelse er vundet! Aldrig mere skal vi lide un-der den tyngende vægt af den suverænes magt. Friheden har triumferende bevæget sig verden over, og der skal aldrig mere ligges under for statens magtmonopol. Vi står foran en ny epoke. En verdenssituation så ekstraordinært ændret, at de gamle institutioner må vige og give plads til den nye verdensorden. En verdensorden der i sandhed er international! Kampen er vundet af interna-tionalisterne. Det skal dog desværre siges, at det ikke er den marxistiske internationale, der har sejret, men den kapitalistiske kabale af neoliberale internationalister. Med andre ord: Internatio-nalismen har sejret, det er bare de forkerte internationalister, der vandt…

Den verden vi hidtil har kendt så godt, er blevet kamppladsen for det Michael Hardt og Antonio Negri kalder ”Imperiet”. En ny international verdensorden af kapital, som grundlæggende har ændret spillereglerne for den marxistiske kritik. I dette skriv vil jeg beskrive, hvordan kapitalismen har nedbrudt de skarpsatte landegrænser og kreeret en international suveræn med hidtil uset meget magt over hele verdens befolkning. Denne nye verdensorden kræver et nyt vokabular til at beskrive dens bevægelser. En fornyelse af den klassiske marxistiske kritik er derfor nødvendigt. En fornyelse der ses tydeligt i Hardt og Negri’s analyser.

Den bipolare verdensordens forfald

Da Sovjetunionen faldt i 1990’erne gennemgik den eksisterende verdensorden et skifte. Den ideo-logiske modpol, i en geopolitisk forstand til det kapitalistiske vesten, forsvandt og efterlod et tomrum. USA og EU stod tilbage som sejrherre i det internationale politiske spil. Med Sovjetunio-nens fald faldt dermed også den klare ideologiske ”anden mulighed”, hvori nationalstaten internt kunne danne rammerne for den ideologiske kamp. Liberalismen havde vundet. Dette ses generelt som en ukontroversiel analyse, men står som en vigtig milepæl for forståelsen af den manglende ideologiske modstand til Imperiet, som fulgte de efterfølgende år. Den nye verdensorden havde sejret og stod til at styrke dens position som urokkelig og uendelig. Vi blev på den måde efterladt med en verdensorden, som uden modsvar har fastsat sig som grænseløs og universel. (Micheal Hardt, 2000, p. 11) Denne fastlægning af den neo-liberale verdensorden som uendelig ses tyde-ligst hos den ofte citeret Fukuyama, som bekendt proklamerede at historien var nået til sit ende-mål. Den teleologiske bevægelse fremad havde på bedste hegelianske vis trasket frem til det ab-solutte, som har vist sig at være det liberale, kapitalistiske demokrati. (Derrida, 1994) Det skal dog påpeges, at Fukuyama ser denne endelige afslutning på historien som et teoretisk ende-punkt. På denne måde åbner han op for nationers mulighedsbetingelser for at regressere tilbage til tidligere stadier af udvikling såsom militærdiktaturer eller teokratier. Denne tilbagegang vil dog altid blive gjort i lyset af bevægelsen mod det absolutte, og på den måde bliver udsigten til bevæ-gelsen mod det liberale demokrati stadigt stående. (Derrida, 1994, pp. 46-48)

Hvis vi skal kunne danne et samlet modsvar til Imperiet, skal vi finde en ny måde at resonere med Marx’ kritik af kapitalismen. Det gamle spekter, der tidligere har hjemsøgt Europa, skal tilbage på tegnebrættet. Vi skal emancipere os fra de dogmatiske lænker og søge nye vidder af analyser. For hvis vi 38 ikke lader os gå i dialog med de gamle spøgelser på ny, bliver den neo-liberale verdensor-den til eksorcisten, der slukker de sidste muligheder for modstand.

Vi er nu efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt den politiske udvikling har nået sin endelige ab-solutte form efter Sovjetunionens forfald. Det skal tages til eftertanke og revideres. For Fukuyama tager stadig sit teoretiske udgangspunkt i enkelte nationers bevægelse mod et samlet ideologisk grundlag. Overvejelsen om noget større end nationen bliver på den måde ikke inddraget. Lad os ikke lave samme fejl som Fukuyama, lad os bruge Marx på ny og vende blikket mod det globale. Heri ligger overvejelsen om Imperiet: Den nye verdensorden, som bryder med de traditionelle rammer af kontrol og dermed kræver en ny indgangsvinkel for analyse.

Imperiet: Den altomfattende verdensorden

De klassiske politiske teoretikere, som Rousseau, Hobbes, Locke og som anvist ovenfor Fukuya-ma, tager deres udgangspunkt i nationalstatens suverænitet. Men skiftet i lov og globalisering inden for rammen af den moderne verden har vist, at denne konceptualisering af suverænitet er mangelfuld. De nye strukturer af magt har vist sig ikke bare uafhængige af statens indflydelse, men dikterende overfor dens fortsatte udvikling. Dermed skal det ikke forstås sådan at statens magt er afviklet, men derimod at dens økonomiske og lovgivende struktur har ændret formål fra nationale interesser til opretholdelsen af en ny global orden indenfor den globale magtstruktur. (Micheal Hardt, 2004, p. 110)

Få steder bliver dette tydeligere end ved at se på international handel og dens spilleregler. For intet økonomisk marked kan eksistere uden politisk orden og regulering. Det følger derfor også, at selvom den altdominerende globalisering har taget sin gang hen over jorden, er den ikke i opposi-tion til politiske og legale magtanvendelser overfor de største selskaber. Den juridi- 39 ske sikkerhed, som kapital læner sig op ad, er ikke blevet mindre, i takt med at multinationale selskaber har vundet frem. Der sker derimod en sammenblanding mellem interesserne præsenteret af internati-onale selskaber og internationale overstatslige organisationer. Dette tydeliggøres blandt andet i forretningsaftaler på tværs af landegrænser, der ikke bunder deres validering i nationale domsto-le, men derimod igennem internationale domstole, der får deres autoritet gennem de internatio-nale handelsorganisationer. (Micheal Hardt, 2004, pp. 113-114)

Som Hardt og Negri skriver:

”The resulting regime of global law is no longer a captive of state structures and no longer takes the form of written codes or preestablished rules but is purely conventional and customary. Law here is not an external constraint that regulates capital but rather an internal expression of agreement among capitalists. This is really a kind of capitalist utopia.” (Micheal Hardt, 2004, p. 115)

Imperiet skal på denne måde forstås som en horisontal struktur. En regering uden regering, lagt hen over muligheden for styring. En central autoritet uden hovedsæde, hvor styringen bliver ukon-kret i sin tydeliggørelse, men total i sin implementering. (Micheal Hardt, 2000, pp. 13-14) Op-standen af Imperiet bliver kombinationen af biopolitisk magt, global konfliktløsning og juridisk magt. Eksempler på dette er NGO’er, handelsinstitutioner og monetære fonde, der har fået til opgave at legitimere Imperiet gennem deres egne betingelser. De eksisterer nu som en ideologisk sikring for den nye verdensorden og manifesterer de ideologiske rammer, som er nødvendige for Imperiets magt. For magt uden ideologisk kontrol er vilkårligt tyranni og dømt til at dø, før den får sikret sin egen reproduktion. Det, der skal til, er ideologiske statsapparater, som Althusser lærte os om. Dog skal de ses i nyt lys, da skiftet i kontrol er tydeligt. Den klassiske lære om de ideologi-ske statsapparater skal formes sådan, at den nu indfanger, at statsapparaterne i sig selv er blevet overstatslige og uhåndgribelige. De store internationale organisationer skal på den måde analy-seres på samme linjer som med den gamle marxistiske analyse af stater. De samme nødvendig-heder gør sig gældende omkring den ideologiske reproduktions under kapitalisme, men fokusset skal ændres fra nationalstaten til Imperiet. Her kan vi lære fra Althusser, når han korrekt pointe-rer:

”Så vidt vi ved, kan ingen klasse varigt sidde inde med statsmagten uden samtidigt at udøve sit hegemoni på og i de ideologiske statsapparater.” (Louis Althusser, 1972, p. 34)

Hardt og Negri ekkoer denne udtalelse, når de tydeliggør, at Imperiets første opgave efter overta-gelsen er at ekspandere størrelsen af den konsensus som støtter dens egen magt. (Micheal Hardt, 2000, p. 15) Én af måderne, hvorpå dette bliver gjort, er gennem iscenesættelsen af ret-tigheder som universelle. Dette har haft den effekt, at sikringen af rettigheder nu er flyttet fra nati-onalstatslige interesser til det internationale fællesskabs hovedopgave. På linje med dette har vi set genopstandelsen af Bellum justum som koncept. Den retfærdige krig har på ny fået pustet vind i sejlene, militære aktioner sker nu som samlet front mellem nationer mod primært ikke nati-onale fjender. Når vi analyserer Imperiet som en nationalstat, samt anerkender, at opretholdelsen af lov og orden er strengt nødvendigt for fortsættelsen af kapitalisme, ser vi at den opretholdelse af privat ejendomsret, som ifølge Althusser sker via den fysiske magt i form af de regressive stats-apparater, har ændret sin form og er blevet global. Disse statsapparater finder deres legitimering i evnen til at pacificere oppositionen og cementerer den juridiske vold. I praksis ses dette via politi-ets opgave om sikringen af privat ejendomsret. På samme vis kan internationale interventioner ses som en politiaktion fra Imperiet på dissidenter rundt om i verden. Universelle rettigheder og kapitalismens afhængighed af orden og lov kulminerer på denne måde i, at krig i den moderne verden er blevet kogt ned til etisk nødvendige politiaktioner på et internationalt niveau. (Micheal Hardt, 2000, pp. 11-13) Globaliseringen af markedet har på den måde ledt til, at vi alle ses som subjekter, ikke af nationalstater, men af Imperiet. Et tydeligt eksempel på dette er de seneste an-greb på Houthi-bevægelsen i Yemen i 2024. (Jonathan Beale, 2024) Her var begrundelsen for den konsoliderede internationale militære respons, at Houthierne begrænsede handelen gennem Su-ezkanalen. Imperiet blev på den måde tvunget til at agere politi ved at tvinge lov og orden tilbage til et område under dets juridiske beføjelse. De enkelte nationers bidrag til bombningen af Yemen blev på den måde gjort under et samlet banner.

Et strukturelt interessant eksempel på Imperiets globale kontrol er ved at se på The International Monetary Fund (IMF) eller Verdensbanken. Begge organisationer er nominalt set demokratiske. De siddende medlemmer stemmer om beslutningerne, før de bliver omsat til virkelighed. Men i denne demokratiske vending ligger der en pervertering. Indenfor begge organisationer er reglen for delta-gelse nemlig ”én dollar, én stemme”, som giver de stærkere økonomier en klar fordel. Når vi bru-ger de klassiske analyser af nationale interesser, ville vi her kunne forudse, at de stærkere øko-nomier ville kunne dominere og sikre sig selv bedre vilkår. Men når vi ser på hvordan stemmer bliver fordelt, ser vi (til oftest stor frustration hos USA), at de største spillere ikke formår at udøve den kontrol, som vi ellers ville have forudset. Dette skyldes ifølge Hardt og Negri, at store globale organisationer som IMF har formået at danne deres egen bureaukratiske strukturer, som ikke får deres legitimitet som følge af nationalstaterne, men på trods. Imperiet bliver her den styrende magt, hvormed stater får stemmeret, men de tekniske økonomer og bureaukrater bliver fingeren på vægtskålen. (Micheal Hardt, 2004, pp. 115-117) Den relative autonomi, som disse globale centre af magt har dannet sig selv, er på den måde en forlængelse af Imperiets magt og danner rammerne for et internationalt repressivt og ideologisk statsapparat.

Vi har indtil videre set på tilfælde, hvor Imperiet har fået sine klør langt ned i den globale ver-densorden. Men hvor efterlader det den klassiske forståelse af ”arbejderen”? I denne globalise-rede verden er det værd at tage et kritisk blik på, hvordan vi forstår proletariatet. Det er relativt ukontroversielt at konkludere, at de skiftende materielle betingelser leder os til at skulle analyse-re anderledes. Men hvori ligger problemet med den dogmatiske forståelse af proletariatet? I den ensidige forståelse af hvem der er indbefattet i begrebet.

Arbejderen som ægte international

Ved nationalstatens afvigelse overfor Imperiet er arbejderne stillet i en relationel korrespondance overfor hinanden som sandfærdigt internationale. De gamle barrierer, der før distancerede de undertrykte fra hinanden, er revet væk. Arbejderklassen skal nu ses, ikke i lyset af deres relation til ejerklassen på et lokalt niveau, men i relation til Imperiet som helhed. Denne nye forståelse af arbejderklassen kan indbefattes i begrebet ”Multituden”. (Micheal Hardt, 2004, pp. 73-75) Denne nye forståelse af klasse skal ses som en udbredning af Marx’ klassebegreb. Dette beror sig på dannelsen af klasse, ikke udelukkende som en empirisk forståelse af klasserelationer, men som et analyseredskab bundet op på et allerede tilstedeværende politisk begreb. Klasse som begreb bliver på denne måde til et kollektiv, der kæmper i fællesskab. Det er ikke en individualistisk for-stået identitetsmarkør, men en kollektiv politisk bevægelse. (Micheal Hardt, Multitude: War and Democracy in the age of Empire, 2004, p. 73) Denne konceptualisering giver os muligheden for at flette klassebegrebet ind i den foucaultianske forståelse af biopolitik. Dermed smelter forståelsen af det økonomiske og det politiske sammen og afslutter en lang og trættende debat i marxistiske kredse. Arbejde kan i forståelsen fremført i dette skriv derfor ikke centres om lønarbejde, men breder sig ydermere over menneskets kreative kapaciteter i sin helhed. Multituden er derfor et koncept, som modstår sig den marxistiske tradition i forhold til sit fokus på den lønnede arbej-derklasse. Den ekspanderer sig over arbejde under indflydelsen af kapital. Dette gør det muligt for os at inddrage minoriteter, som lider under kapitalens magt, men som ikke er blevet understøttet og adækvat analyseret af den traditionelle marxistiske forståelse af ”arbejderklassen”. Denne ekspansive forståelse af klasse har sin nødvendighed i den udvikling, arbejde har haft siden Marx skrev Kapitalen. Immaterielt arbejde er blevet den dominante form for arbejde, i en kvalitativ for-ståelse, og har påtvunget andre former for arbejde en tendens, som de nu skal forholde sig til. Med andre ord er immaterielt arbejde i dag blevet, hvad industrielt arbejde var for 150 år siden, da det kun udgjorde en lille andel af det samlede arbejde på planeten, men hegemonisk påvirkede alle andre former for væren. (Micheal Hardt, 2004, p. 77)

For som Hardt og Negri så fint skriver:

” ... the old Marxist distinctions between productive and unproductive labor, as well as that between productive and reproductive labor, which were always dubious, should now be completely thrown out.” (Micheal Hardt, 2004, p. 92)

Det kan umiddelbart godt virke som en grov sortering, men denne nye konceptualisering giver os muligheden for at se proletariatets kamp mod bourgeoisiet som en oprigtig fælles front. I en ver-den fyldt af Wolt-bude og Onlyfans-modeller er vi nødsaget til at revidere vores forståelse af pro-letariatet. De klassiske former for ansættelse er vigende og med dem de klassiske sikringer af arbejderrettigheder. For at alternativer skal kunne findes, skal vi forstå relationen mellem dem, der har og dem, der ikke har i et andet lys. ”Multituden” er navnet på dette nye koncept. For at billediggøre forståelsen kan vi forstille os en spiral, hvori dannelsen af subjekter og dannelsen af fællesskab symbiotisk sammensmelter. Kommunikation danner rammen, hvorigennem det nye fokus på immaterielt arbejde producerer forståelsen af subjektet. Dette subjekt producerer sam-tidigt forståelsen af fællesskab som globalt. Denne globale forståelse af fællesskab fortsætter sin bevægelse gennem spiralen ved at danne nye subjekter. (Micheal Hardt, 2004, p. 127) Dette lader sig gøre som et produkt af Imperiets globalisering. Sociale medier, internationalt finansar-bejde og kulturel produktion er alt blevet globalt i sådan en grad, at subjekterne dannet i lyset af Imperiet ikke længere kan siges at have fodfæste i en geografisk og kulturelt isoleret plads, men sammensmelter på tværs af landegrænser og klasseplaceringer. Intet sted er dette tydeligere end på onlineplatformen Fiverr. Her stiller freelancearbejdere inden for det immaterielle arbejde sig til rådighed som et led af en lang liste upersonlige case by case problemløsere. Virksomheder kan igennem denne platform derfor få en global oversigt over, hvem der er villig til at arbejde for mindst løn for mest muligt arbejde. (Wijayarathne, 2025) Fagforeninger har ingen mulighed for indflydelse, da de enkelte arbejdere står med deres eget CVR-nummer og sælger sig selv som enkeltmandsvirksomheder. Kombinationen af dannelsen af det immaterielle arbejde, samt den globale arbejdskraft viser os, at proletariatet under Imperiet så sandelig er oprigtigt global. Uhæmmet af nationale arbejdssikkerheder og producerende overfor hinanden dannes arbejderen nu i hinandens billede, ikke som konstituerende for hinanden, men som hinandens modstander. Hvad der før var national konkurrence blandt arbejderklassen på lokalt niveau er nu blevet inter-nationalt. Ikke nok med det er vores forståelse af os selv som subjekter i proletariatet nu global og på den måde producerende for andre subjekters forståelse af sig selv og fællesskabet. Denne dannelse af Multituden skal dog ikke kun forstås negativt. Nok er de gamle forståelser af sociale fællesskaber kollapset, og med dem de gamle måder at bekæmpe kapitalismen. Men i dette kol-laps findes også vores befrielse.

Multituden som modstand:

Selvom Imperiet er allestedsværende, giver dens globaliserede facon ensartethed i kampen, som Multituden er fælles om. Den undertrykte masse er forbundet i et edderkoppespind spundet af kapitalinteressernes omklamrende greb om proletariatets biopolitiske liv. Dette betyder således, at klassekampen som konsekvens tager mange forskellige former, som påvirker hinanden. Fri-hedskampen er på denne måde blevet til en ansigtsløs konflikt uden central ledelse, men stadigt eksisterende som et konnektivt netværk af subjekternes kamp og dermed dannelse af fælles-skab. (Micheal Hardt, 2004, pp. 144-145) Den biopolitiske produktion og den subjektgørelse for-bundet med kulturelt, immaterielt arbejde har forbundet arbejderklassen på sådan en måde, at enkelte grupperinger af modstand skal forstås som samlet under multituden. Modstanden mod Imperiet bliver til en hydra, hvormed en halshugning af ét hoved kun er med til at lade to nye vok-se frem. Nyere eksempler på dette er #Metoo-bevægelsen, Black Lives Matter og Occupy Wall-street, som gennem denne analyselinse skal ses som forbundet med hinanden. Modstanden bliver ikke kun reaktionsbetonet, men danner rammerne for nye områder af modstand. En ping-pong mellem frustrationer, som tydeliggør sig globalt. For når folket gør modstand, gør de det som Multituden, som den samlede undertrykte masse. Så tag til en protest, bliv til det globale subjekt i fællesskab med de andre. Lad ikke onde tunger fortælle dig, at protester aldrig fører til noget, for du er altid i korrespondance med resten af Multituden. Vi har en verden at vinde og kun vores lænker at miste!

Bibliografi