Efterår 2025: Grænser on Aporia Fagblad

Begrænset sind; uendelige grunde

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

I

Ét svar på Agrippa’s trilemma er gang på gang blevet forsømt: Infinitismen. Hvordan retfærdiggør vi vores formodninger? Bunder det i grundlæggende udsagn, eller måske i kohærens? Det synes mere fornuftigt at være skeptiker end at medgive at vi kan have en uendelig række af retfærdiggørelser for vores formodninger.

Det er indtil Peter Klein gav positionen fornyet nyt liv (f.eks. (Klein, 1999, 2013)). Det bedste svar på skepticisme er, ifølge Klein, at vores formodninger understøttes af en uendelig kæde af retfærdiggørelser. Grunden er simpel: Alternativerne fundamentalisme og kohærentisme bryder begge nogle plausible epistemiske principper; henholdsvis at en formodning kun er retfærdiggjort hvis der er en grund til at tro den, og at to formodninger ikke kan retfærdiggøre hinanden (1999, s. 298–299). Altså må vi have en uendelig kæde af retfærdiggørelser tilgængelige hvis vi vil undgå at bevæge os ind på skepticismens territorie.

Generationskløften

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

Grænser vi op af hinanden, eller går vi over hinandens grænser på tværs af generationer?

Der er aldrig nogle der har sagt noget om det grænseløse

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

Hegel begynder Åndens Fænomenologi med det grænseløse, på samme tid som en diskussion om hvad indeksikaler som ”det” overhovedet betyder. Et sammenfald af noget ophøjet og noget lavpraktisk. Det første kapitel, ”Den sanselige vished”, undersøger hvad viden er som noget rent umiddelbart; at betragte væren som ikke andet end det der umiddelbart fremtræder. I konteksten af Åndens Fænomenologi, så fremkommer kapitlet under bevidsthedens erkendelsesform, der er karakteriseret ved at antage at sandheden ligger udelukkende i genstanden, og ikke i bevidsthedens relation til genstanden (som er udgangspunktet for næste erkendelsesform, selvbevidstheden). Derfor handler bevidsthedens-sektionen om måder at betragte, iagttage, beskrive og forklare genstande på. Den sanselige vished er den første underdeling herunder, og det første kapitel i bogen. Derfor forudsætter det heller ikke tidligere konklusioner - hvilket oftest er problemet med at diskutere passager ude af kontekst fra Åndens Fænomenologi -, men er ment som en forudsætningsløs begyndelse på bogen, en slags mest primitiv form for viden. Den sanselige vished er en viden der tilsyneladende ikke forudsætter noget, men er rent ”receptiv”; en ren betragtning af genstanden uden at begribe den (Hegel, 2006, s. 67). Det kan kaldes en ”naiv realisme” eller ”non-konceptualisme” (Bowman, 2012), hvor det sande ikke er andet end det vi betegner med indeksikalske ord som ”dette”, ”denne”, ”her”, ”nu”, ”jeg”. Dette fremtræder som ”en erkendelse af en uendelig rigdom, som ikke kender til nogen grænser”, fordi vi endnu ikke har formidlet nogle påstande om verden overhovedet. Dens viden ”fremtræder som den sandeste, for den har endnu ikke fjernet noget fra genstanden, men har den for sig i hele dens fuldstændighed” (Hegel, 2006, s. 67). Den sanseligt umiddelbare genstand fremtræder fuldstændig, fordi den endnu ikke er noget bestemt. Den er blot ”dette” der er ”her” lige ”nu”. Dette lader til at rumme det grænseløse.

En verden uden nationale grænser

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

Kammerater! Kampen over nationalstatens undertrykkelse er vundet! Aldrig mere skal vi lide un-der den tyngende vægt af den suverænes magt. Friheden har triumferende bevæget sig verden over, og der skal aldrig mere ligges under for statens magtmonopol. Vi står foran en ny epoke. En verdenssituation så ekstraordinært ændret, at de gamle institutioner må vige og give plads til den nye verdensorden. En verdensorden der i sandhed er international! Kampen er vundet af interna-tionalisterne. Det skal dog desværre siges, at det ikke er den marxistiske internationale, der har sejret, men den kapitalistiske kabale af neoliberale internationalister. Med andre ord: Internatio-nalismen har sejret, det er bare de forkerte internationalister, der vandt…

Om kløften i tænkningen

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

Motivationen for denne artikel har været den måde fagmiljøet er struktureret på ved filosofi.¹ De observationer som udgør grundlaget for inferenser i artikelen, promptede artiklen – på marxistisk vis er jeg gået fra det konkrete til det abstrakte og så tilbage til det konkrete igen.² Som det vil fremgå af artiklen er den første konkrete del udeladt og argumentationen forløber således at fra en abstrakt distinktion analytisk-’kontinental’³ laves en praktisk kritik, men det er ikke tilfældet for processen bag artiklen.

Exceeding the Limits of Human Exceptionalism

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

The anti-anthropocentric movement of the Anthropocene is constituted by four interrelated characteristics: 1) distributed agency of nonhuman entities functioning within assemblages; 2) entities appear within an entanglement of epistemology, ontology, and ethics; 3) a perspective of posthumanism, which rejects human exceptionalism in its analysis of the subject, and 4) a decentered ecology, not revolving around human conceptualization of nature. These concepts solidify the embedded and interrelated perspective on the Anthropocene deriving from the nonhuman turn, i.e., the shift in focus in scientific inquiry towards nonhuman actors (Grusin 2015). The proposal of an anti-anthropocentric ontology requires evaluation in its connection to the Anthropocene. I will in the following illustrate how an anti-anthropocentric ontology can unify under their acknowledgement of nonhuman entities as real agentic entities. When I refer to the anti-anthropocentric movement I refer to theories in which nonhuman entities are counted as equally substantive as humans in ethical, agential, and metaphysical regards. My focus will be on two of the biggest sub-movements within the anti-anthropocentric movement, 1) new materialism, as per Karen Barad, Jane Bennett and Rosi Braidotti, 2) and Object Oriented Ontology, as per Graham Harman and Timothy Morton.

Om Den Grænseløse

Mon, 01 Jan 0001 00:00:00 +0000

I.

Lad os stille spørgsmålet: Hvor går grænsen? Spørgsmålet stilles til grænsen selv, og vi spørger til dens topos , dens Hvor. Ved spørgsmålet, og det vil sige gennem det, bedriver vi altså en grænsens topologi. Men topologien er ikke blot et spørgsmål om sted, for når vi nu spørger Grænsen spørger vi ikke blot en hvilken som helst grænse, men til din og min.

Er vores Spørgen i sandhed en Søgen, da markerer vi hermed med grænser Det, hvorefter vi søger, men angiver og antager således allerede dennes eksistens. I vor Søgen tør vi nu antage, at Grænsen, værende som vi forestiller os, er at finde, og ydermere at vi måtte kunne genkende den forsåvidt vi så den. Grænsens Hvor er, forsåvidt dette er vor søgens mål, bestemt af Grænsen selv, værende hvad end den måtte være.