I.
Lad os stille spørgsmålet: Hvor går grænsen? Spørgsmålet stilles til grænsen selv, og vi spørger til dens topos , dens Hvor. Ved spørgsmålet, og det vil sige gennem det, bedriver vi altså en grænsens topologi. Men topologien er ikke blot et spørgsmål om sted, for når vi nu spørger Grænsen spørger vi ikke blot en hvilken som helst grænse, men til din og min.
Er vores Spørgen i sandhed en Søgen, da markerer vi hermed med grænser Det, hvorefter vi søger, men angiver og antager således allerede dennes eksistens. I vor Søgen tør vi nu antage, at Grænsen, værende som vi forestiller os, er at finde, og ydermere at vi måtte kunne genkende den forsåvidt vi så den. Grænsens Hvor er, forsåvidt dette er vor søgens mål, bestemt af Grænsen selv, værende hvad end den måtte være.
II.
Hvad fortæller os Grænsen? Hvortil er den? Altså: Hvorfor er den til? Ikke i forståelsen af Grænsens ophav, men snarere: Til hvad er den? Grænsens Hvortil markerer en dobbelthed i Grænsen som så, nemlig dels dens bestemthed men også sig selv som forudsætning for bestemtheden overhovedet. Grænsens Hvortil viser sig som Grænsen selv, som dennes mulighed netop som Grænse. Men hvorfra kom den? Grænsens Hvorfra er nemlig lige så afhængig af Grænsen selv for at kunne findes som den Grænse der sættes igennem Grænsens egen bevægelse fra sit Hvorfra til sit Hvortil. Thi Grænsen er ikke bare, eller i det mindste er den ikke i forstanden af en grænse, men trækkes, sættes, bestemmes. Og samtidig er Grænsen derfor også grænset af sig selv som bestemmelsen selv. Grænsens Grænse som samlingen af dennes Hvorfra og Hvortil bliver med andre ord til Grænsen selv. Grænsen kan hverken lade sit Hvortil eller Hvorfra af-grænse uden at tage sig selv som Grænse for givet; Grænsen både starter og slutter ved sig selv.
III.
Er der da intet uden Grænse? Eller: Er der da intet, som i sandhed er Grænseløst? I livet mødes da vel ofte netop Den, som vi vælger at kalde ’Den Grænseløse’. Er den Grænseløse således ikke i sandhed Grænseløs, selve betegnelsen en blot misforståelse? I væsentlig forstand er Den Grænseløse be-grænset, og dette af os. Den Grænseløse som Grænseløs er netop bestemt ved negationen af selve Grænsens mulighed. Dermed er den Grænseløse i sin grænseløshed langt fra ophævet, men snarere et udtryk ikke for manglen af Grænsen som så, men snarere manglen på en hvilken som helst anden Grænse end netop den, gennem hvilken den Grænseløse af-grænses som værende Grænseløs. Den Grænseløse lader sig ikke indfange af os, lader sig ikke bestemme ud over sin umiddelbart synlige grænseløshed, sin ubestemmelighed, og i sidste instans sin radikale uforståelighed. Den Grænseløse er netop Grænseløse ikke alene i sin bestemmelse som Grænseløs, for så ville selve denne Grænse være tom, men som følge af sin handlen – en handlen som ligger hinsides vores forståelseshorisont.
IV.
Den Grænseløses grænseløshed er netop tegn på den dobbelthed, selve grænseløsheden indebærer.
Er ikke dette en falliterklæring? Den Grænseløse handler på uforståelig vis, men på hvilket vis er dette? Den Grænseløse handler uforudsigeligt. Men handler da ikke som sådan de fleste mennesker uforudsigeligt? Uforudsigelig netop fordi Den Grænseløse ikke lader sig indfange, indkapsle, styre. Styres af os, vel og mærke. Hvorfor vi igen må gentage spørgsmålet: Er vi selve Den Grænseløse?
Den Grænseløse viser sig i sin Grænseløshed først og fremmest som intet andet end Andenhedens yderste punkt i Den Anden som netop det, Den Anden er, nemlig Anderledes, anderlesheden selv forstået netop ikke bare som den middelbare og trodsalt forsonende Ikke-Mig, men i den langt mere radikale Ikke-Som-Mig. Forskellen fremstår kvalitativ, som en forskel ikke i det vilkårlige og det attributive, men en forskel snarere i selve vores væsen. Når således Den Grænseløse handler grænseløst og uforståeligt er det en handlen som ikke blot er uforståelig i vilkårlig forstand, men snarere uforståelig netop idet at den befinder sig hinsides netop min forståelseshorisont. I denne forstand rykker Den Grænseløses grænseløshed altid tilbage i mig selv. Spørgsmålet er da, hvordan jeg tager imod dette. Den Grænseløses grænseløshed i sin første betydning har potentialet, og dermed en magt, til at åbne os nu for Den Anden. Hvad det vil sige kræver dog en uddybelse netop af det andet led i denne grænseløshedens dobbelthed.
V.
For ville i sandhed Den Grænseløse være grænseløs, hvis selvsamme ikke blot forekom uden grænser (ud over sin egen uforståelighed og dermed radikale andenhed), men også i den anden forstand, at Den Grænseløse selv 81 synes være hinsides selve Grænsen. Hvilken Grænse? Hvor vi før spurgte til Grænsens hvortil og hvorfra må vi måske nærmere spørge til dens Hvemtil, til dens Hvemfra. For Grænsen er trodsalt trukket.
Er Grænsen trukket, da er den Grænseløse i væsentlig forstand ikke alene Grænseløs, men – måske endda først og fremmest – grænseoverskridende. Den Grænseløse er netop ikke alene be-grænset og derfor bestemt som alene Grænseløs ubestemmelighed, thi da havde Den Grænseløse blot været Den Underlige, Den Spøjse, Den Besynderlige. Den Grænseløses grænseløshed er ligeledes en mangel på Grænser ikke bare som uforudsigelighed men som mangel som så. Den Grænseløse ikke alene har ingen Grænse, men ser ej heller nogen Grænse.
Den Grænseoverskridende er derfor ikke nødvendigvis selv grænseløs, men bliver det for Den Anden, altså her Os, såfremt den Grænseoverskridende antager en udadvendt Grænseløshed. Dernæst kan så selvfølgelig altid Grænsen igen gøre sin tilsynekomst når pludselig den Grænseoverskridende reduceres til alene Grænseoverskridende og ikke Grænseløs ved etableringen af en egen Grænse: Vel må jeg krydse din, men kryds du ikke min, siger Han.
Den Grænseløses umiddelbare uforståelighed og besynderlighed suspenderes i en radikalere forstand når den Grænseløse bliver Grænseoverskridende. Hvori består denne radikalitet? Når den Grænseløse overtræder Grænsen, hvis Grænse er det da? Givetvis og som oftest vor egen. Og netop sålødes døber vi nu den Grænseløse Grænseoverskridende, thi de har overskredet vores Grænse. Undtagelser findes, men tager tilsyneladende formen af en grad af umyndiggørelse. Hvad vil det sige at være myndig i Grænsens verden? At råde over sit eget, altså det vil sige at råde over egne Grænser, at kunne trække netop disse. Således trækkes Grænsen tilsyneladende af os selv, og kun af andre hvis den, hvis Grænse trækkes, ikke selv 82 kunne trække Grænsen.
VI.
Hvor går da Grænsen? Vel der, hvor Grænsen er sat. Hvem satte Grænsen? Vel os selv. Men hvem beder vi adlyde den? Givetvis: Alle og enhver.
Dermed viser Grænsen sin autoritære karakter. Er min Grænse en Grænse sat af Mig Selv, og ikke alene det, men er Grænsen også noget, hvorover alene Jeg kan råde. Grænsen er, således, sat af mig, men sat ikke alene for mig, men for alle. Som ved landet, således nu også ved Mig og Mit Kongerige. Riget er mit, Jeg Selv suveræn. Grænsen sættes som jeg ønsker, og Den Anden må blot respektere den. Den Grænseoverskridende viser sig i en given vis derfor at være intet andet end selvsamme soldat der krydser grænsen fra Sit til Mit som led i sit erobringstogt. Hvorfor krydses her Grænsen?
Den Grænseløse har overtrådt min Grænse, har begivet sig ind i mit Kongerige, men til hvilket formål? Måske et plyndringstogt, måske en erobring, men vel næppe noget positivt. For Grænsens vogter fremstår den Grænseløse netop som et uønsket fremmedlegeme, en trussel for den sunde og gode orden som Kongen selv har sat. Er derfor den Grænseløse at fordømme? Og kan da overhovedet den Grænseløse fordømmes?
VII.
Udfordringen ved fordømmelsen af den Grænseløse må bestå i det, at selve den Grænseløse, som netop uforståelig, antager selve Forskellens silhuet som ikke blot En Anden, men som i selve negationen af det, hvorigennem jeg forstår mig selv såvel som andre. Er den Grænseløse i sandhed Grænseløs og dermed uforståelig, ubestemmelig og uforudsigelig, da har jeg intet at arbejde med, intet medie hvormed jeg kan kommunikere med ham. I en vis forstand fremstår han derfor i sandhed som ikke blot en angribende soldat fra nabolandet, for thi da havde der stadig været tale om et menneske med 83 hvilket jeg kunne forstå mig, men snarere og i bogstaveligere forstand som netop det førnævnte fremmedlegeme – og hermed måske en Virus, frem for noget andet, hvis eneste formål er at forbedre mit immunforsvar og forberede mig på fremtidige lignende invasioner. Så meget som den første Grænseløse nu overskride Grænsen, så meget stærkere må jeg stå ved selve Grænseløshedens fremtidige genkomst.
Men den Grænseløse er selvfølgelig et menneske. Forudsætter anvendelsen af Sproget i meningsfyldt forstand antagelsen af en mulig modtagelighed og forståelighed, da havde det også været tomt at kalde den Grænseløse for netop Grænseløs hvis ikke jeg allerede havde gjort mig en forudgående forhåbning om, at det måske, hvis alt gik godt og jeg havde heldet med mig, ville føre til en forandring for selve den Grænseløse, dvs. at den Grænseløse ville ophøre i sin ubestemmelige uforudsigelighed og faktisk ville nærme sig mig, netop som en der så Grænser.
Hvorfor da udtrykke min utilfredshed med den Grænseløse, hvis ikke altså den Grænseløse slet ikke var Grænseløs til et starte med? Grænseløsheden, som totalitær bestemmelse, bestemmer netop Den Anden som Anden og som radikalt Anden, men bestemmer alligevel den Grænseløse for den Grænseløse som værende forskellig, og forsøger altså at ophæve selve den negerede Anden fra sin egen negation. Bestemmelsen af Grænseløsheden søger mod ophævelsen af sig selv, netop ved tilvejebringelsen af en forståelse af Grænsen.
VIII.
Fordømmelsen af den Grænseløse, netop ved dennes bestemmelse som værende Grænseløs, forudsætter og antager, at den Grænseløse ikke i virkeligheden er Grænseløs, men blot forekom det – forekom det netop fordi den Grænseløse ikke så den Grænse, som var min. Den Grænse, som til gengæld var min, var sat af mig, og markerede dermed mit kongerige. Men hvem til- 84 lod mig trække denne grænse til at starte med?
Så meget som vi ønsker fordømme den Grænseløse og netop gør dette, da lader sig endnu spørge, hvorfor Grænsen måtte være der til at starte med. For de af os, som netop tegner Grænser, lader det sig let tage for givet, at en verden uden grænser ingen mening giver, thi vi ser, netop i vores trækken en grænse, en særlig værdi. Thi her kan vi være egen herre, vores rene ord er lov. Men spørger vi da os selv igen: Hvem gav os lov at trække denne grænse? Med hvilket ret har vi her kronet os selv?
Grænsen er trukket, tegnet, sat, og alligevel må alene Vi håndhæve den. Med hvilken ret kan vi kræve, at andre respektere vort riges Grænse? Tog vi med den Grænseløse i sandhed for givet, at den Grænseløse i virkeligheden ikke var Grænseløs men blot forekom det, tager vi så ikke også noget lignende for givet i selve Grænsens italesættelse? Hvor Grænsen italesættes, håndhæves og kræves anerkendt, må netop anerkendelsesrelationen i sig selv ej glemmes. Netop denne relation, hvori Grænsen som sat anerkendes som værende en Grænse, forudsætter at Grænsen selv lader sig forstå, at vores Grænse adskiller sig fra den usynlige Grænse som den Grænseløse antages i sandhed at have, skønt den ikke giver sig til kende. Men lader da sig overhovedet Grænsen forstå?
IX.
Til grund for Grænsens forståelighed som Grænse ligger Grænsens italesættelighed ikke alene som Grænse, men sin italesættelighed overhovedet. For det er også i denne at Grænsen findes. Den Grænse, som ikke trækkes, er vel ingen Grænse overhovedet. Ej heller den Grænse, som hverken håndhæves eller respekteres. Men når Grænsen italesættes, hvilken Grænse italesættes da i virkeligheden?
Ved Grænsens trækken trækkes netop ikke alene en Grænse, men en Grænse mellem. Således deler Grænsen, og Grænsen forpligter derfor 85 ikke alene Mig som grænsende autokrat, men også selve Den Anden, som altså hviler på Grænsens anden side. Hvilken Grænse er det, som ikke lader sig forstå?
Grænsen er i væsentlig forstand fornuftig, forsåvidt at enhver Grænse som ikke lader sig forstå enten ingen Grænse er, eller også er en Grænse hvis virkelighed alene kan håndhæves ved vold. Men lader Grænsen sig forstå, og er Grænsen i virkeligheden det, som deler Mig fra Den Anden, med hvilken ret kan så Grænsen kaldes min? Grænsen som italesat og fælles ophæves i selve italesættelsens øjeblik fra sin individuelle væren til noget altid fælles. Alene ved forskellen og adskillelsen giver Grænsen sig til kende.
X.
Grænsen er som sådan kun forståelig forsåvidt den er andet end individuel og subjektiveret, andet end min, altså fælles. Grænsen, som så, må være ikke min Grænse og din Grænse, men selve Grænsen, hvis altså Grænsen skal være retfærdig. Lader jeg alene mig selv være hersker over Grænsens trækken, da agerer netop jeg Den Grænseløse som den, der ikke erkender, altså ser og hører, Den Andens Grænse. Trækker jeg blot Grænsen som jeg ønsker, da er jeg i sandhed Autokrat, ikke blot som hersker over eget rige, men som genuin hersker der dominerer andre. Når Grænsen må trækkes, så er det netop Grænsen som Grænsen selv der må trækkes. Mellem to subjektiverede Grænse-riger vil intet svar være at finde. Begge parter ønskende være fyrste, ønskende at herske over eget domæne. Ved netop dette krav om egne domæner i deres radikale særegenhed forstår og ser vi, hvordan her kun den stærkeste hersker. Han som formår tvinge sin vilje over den Anden formår dermed bestemme den givne Grænse, men dette er ikke Grænsen selv, men snarere netop dennes overskriden gennem voldsudøvelsen der måtte til for at etablere den. Netop vi, der står ved siden af, er i stand til at se dette, og kalder derfor med rette den ene af disse to for Grænseoverskridende, besiddende her, vel og mærke stadig befindende os i en grad af benægtelse af egen viden, en faktisk erkendelse af, at Grænsen aldrig er min. Ved kampen mellem to rene viljer lader intet svar sig finde, og om ingen Grænse lader sig ene.
XI.
Med alt dette er også gjort tydeligt, med hvilken ret vores række af spørgsmål lader sig legitimere – for netop vi, har det vist sig, er selve den Grænseløse. Og netop derfor har han givet sig til kende, netop derfor har han givet os de svar, vi søgte. Netop derfor har han ladet sig forstå.
Hvornår blev vi da Grænseløse? Vel først og fremmest i selve bestemmelsen netop af Den Anden som Grænseløs, hvor vi erklærede vores krig ved nægtelsen af Den Anden og valgte at se ikke på Grænsen vi delte, og altså den Grænse, som Grænsen er, men i stedet brugte det som anledning til en udøvelse af vores viljes tyranni. Den Grænseløses be-grænsning viste sig at være intet mere end en voldsudøvelse, forkert netop i det at vi dermed af-grænsede den Grænseløse ved bestemmelsen som uforståelig, til trods netop for den kendsgerning vi gennem os selv har vist, nemlig at den Grænseløse netop er forståelig, for vi er én og samme. Ved vores voldsudøvelse fandt altså en grænseoverskriden sted, en transgression, men samtidig udelukkede netop denne også den anden mulighed som stod foran os i beslutningens øjeblik, en grænseoverskriden af en ganske anden art, nemlig den åbenbaringens transcendens, som befinder sig i den sande erkendelse af Den Anden i sin Andenhed som værende én og samme, det vil sige kærligheden. Og hermed viser Grænsens immanente normativitet også, for netop at vi kunne sætte Grænsen forkert viser os, at en anden mulighed også var givet.
XII.
Vi stiller derfor nu det samme spørgsmål, som vi påbegyndte denne under- 87 søgelse med: Hvor går Grænsen? Vi forsøgte os på at bedrive en Grænsens topologi, og gjorde dette ved at orientere os mod Grænsens struktur som bestående i en Hvortil og en Hvorfra. Hertil gav sig dels, at Grænsens Hvortil og Hvorfra var identiske, men også at denne Hvor-Til-Fra kunne vise sig som en Hvem-Til-Fra, således at Grænsen var trukket af os. Blot dette var en fejltagelse, thi det viste sig i sandhed at Grænsen ikke var sat af os, om end den stadig måtte vise sig som netop vores Grænse, men vores her i en fælleshedens forstand, dvs. som noget der fandtes mellem os. Ved netop vores egen Grænseløshed viste det sig, at en begriben af Grænsen som trukket af Os intet andet var end dette: En viljens tyranni. At undgå denne viljens tyranni kræver således også, at vi forlade den intuitive forståelse af Grænsen som Din eller Min, men i stedet sin, selve verdens Grænse.
Når vi derfor spørger: Hvor går Grænsen? så er dette tilsyneladende ikke et privat spørgsmål. Og netop det erkendte vi også i begyndelsen, netop i det at vi spurgte selve Grænsen. Alligevel havde vi dermed placeret Grænsen det forkerte sted, alene det viste sig at Grænsen netop ikke var placeret, men var forekommende og forestående. Grænsen befinder sig i sin egen væren med sig selv – at nægte den er at gøre nu vold over for den, en viljens tyranni; os er alene overladt at søge forstå den Grænse, som allerede giver sig til kende.
Men er grænsen ikke det, som er mellem os, hvordan kan det så i sandhed være en Grænse? Alternativet er vel at den ikke adskiller os, men at den snarere omslutter os. Med en metaforisk betegnelse om Grænsen som en horisont giver sig straks til kende, netop hvorfor den må forstås som Sin Egen – det er ikke ved min vilje, at min syn ikke rækker længere end det gør, men et spørgsmål snarere om selve verdens beskaffenhed. Og ligeledes viser sig også her klart absurditeten der befinder sig i viljens individuelt trukne grænse over hvilken man ikke ønsker se. Samtidig giver sig også her tydeligt 88 til kende, at Grænsen jo netop ikke blot findes, men går forud for os. Grænsen som så, at jeg ikke formår at se alt, er ikke noget som nogen af os har besluttet sig for.
Når derfor vi, i den almene normativt negative forstand, betegner nogen som ikke blot Grænseløs men Grænseoverskridende, da viser sig også netop hvori denne Grænseoverskriden befinder sig. For er ikke Grænsen det, der adskiller os, da må det være det samlende – netop som normative væsener. Således bliver den i negativ forstand Grænseoverskridende altså den som overskrider ikke min eller individuelle grænse, men den som forlader selve den Grænse som omslutter os. Med Grænsen er mit handlerum af-grænset, ikke af egen vilje men fordi det hører verden til. Og en sådan nægtelse af Grænsen, en sådan nægtelse af selve vores horisont-haven, byder selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan den lader sig gøre. Svaret værende selvfølgelig intet andet end: Luk øjnene. Fjern dig fra virkeligheden – den fælles virkelighed som vi andre lever i. Kig indad, luk øjnene, drøm dig til din egen fantasi, og kald dette nu Verden – kræv af os andre, os der befinder os ikke bag dunkle øjenlåg men i verdens lys, at vi efterlever dette krav. Vær, med andre ord, en Praktisk Solipsist.