Om kløften i tænkningen

Motivationen for denne artikel har været den måde fagmiljøet er struktureret på ved filosofi.¹ De observationer som udgør grundlaget for inferenser i artikelen, promptede artiklen – på marxistisk vis er jeg gået fra det konkrete til det abstrakte og så tilbage til det konkrete igen.² Som det vil fremgå af artiklen er den første konkrete del udeladt og argumentationen forløber således at fra en abstrakt distinktion analytisk-’kontinental’³ laves en praktisk kritik, men det er ikke tilfældet for processen bag artiklen.

Det som undersøges er en ideologi der reproduceres via akademisk selvidentitet ved distinktionen som i teorien eksisterer mellem os som tænkere. Undersøgelsen vil bringe mig til argumentationen af 3 teser:

1. Den analytisk/’kontinentale’ distinktion er akademisk arbitrær, men socialt virkelig.
2. Der findes reelle forskelle mellem analytiske og ’kontinentale’ tæn kere, men disse forskelle indfanges ikke af selve distinktionen.
3. Den analytiske formation er markedslogisk – sagt på anden vis, den følger markedslogik på en analog vis i det instituerede akademi.

I første del vil jeg argumentere for, at distinktionen mellem analytisk og ’kontinental’ filosofi er akademisk arbitrær, men socialt virkelig. Distinktionen er et produkt af institutionelle og sociale mekanismer snarere end akademiske. I anden del vil jeg vise, hvordan denne distinktion, gennem sin historiske udvikling og ophav ikke indeholder en akademisk operativ distinktion, men en social. Endelig vil jeg i tredje del tale om de akademisk–materielle forhold der driver distinktionen, se på fagmiljøet som studerende og diskutere, hvordan (en) ideologi kommer til udtryk og strukturerer, dette miljø.

I – ’Kontinental’ og Analytisk

At blive ved det problematiske, uden at løse det gennem reduktioner eller abstraktioner er nøglen til at blive bedre til at løse problemerne der er i verdenen. Det er præcist denne del af Donna Haraways projekt jeg i nyere tid har resoneret meget med.⁴ Reduktionen af den ene eller anden tradition, den ene eller anden tænker, er ikke målet. I stedet er målet at blive ved det der er problematisk, den fortsatte brug af distinktionen som en ’akademisk virkelighed’, der splitter den filosofiske praksis.⁵

For at vise, hvorfor denne distinktion i praksis har begrænset filosofisk værdi, og hvorfor en portrættering af traditionerne risikerer at stereotypisere, vil jeg først undersøge, hvorfor selve forsøget på at beskrive de to ’lejre’ ikke er særligt nyttigt.⁶

Imod en portrættering

En portrættering ville bidrage til den stereotypisering som problematiseres her. Jeg anser at et forsøg på en sådan karakterisering uundgåeligt ville blive uretfærdig og diskriminerende.

Det er mere frugtbart at rette opmærksomheden mod distinktionens sociale struktur. Babette Babich påpeger, at forholdet mellem de to traditioner bør forstås som magtstruktur, hvor den dominerende analytiske tradition tenderer til at undertrykke, marginalisere og appropriere den ’kontinentale’.⁷ Det er ikke blot et spørgsmål om uenighed i stil eller metode, men om akademisk hegemoni: hvem der bestemmer, hvad der tæller som filosofi i institutionel og publiceret praksis.⁸

Her kan man skelne tre centrale observationer:

1. Distinktionen fungerer som grænsekontrol, den fastsætter, hvad der tæller som ’rigtig’ filosofi,9 og kun rigtig filosofi kan behandles i arenaen af argumentation. Det som udelukkes fra denne arena via grænsen er noget andet.⁹
2. Der er reelle forskelle mellem tænkere, men distinktionen er ikke nyttig til at beskrive akademiske forskelle. Den fungerer som udtryk for social tribalisme: stammerne er uden veldefinerede referenter. Referenterne er flydende fordi dem man ikke ligner og dem man ikke er enige med udgør ens modsætning, eller den anden side af distinktionen.
3. At skelne mellem tænkere er nyttigt, men den analytisk/’konti nentale’ dikotomi bidrager ikke til en frugtbar forståelse af deres tan ker. Den forvansker mere, end den oplyser fordi distinktionen drives af en ideologisk agenda.

For at underbygge de to første punkter vil jeg i det følgende skitsere distinktionens historiske ophav der er bundet i en os-og-dem retorik, men arbitrært overført til det akademiske som ’forskelle’. Dernæst vil jeg vise hvorledes distinktionen fejler som pragmatisk konstruktion i en akademisk kontekst gennem sit historiske ophav der afslører en analytisk hegemonisk formation og en retroaktiv identificering af ’det kontinentale’ af den analytiske formation selv.

II – Historien og dets materielle forhold

Med de foregående overvejelser in mente kan jeg nu formulere og forsvare en tese: den analytisk/’kontinentale’ distinktion er akademisk arbitrær, men socialt virkelig. At betegne en forfatter som enten analytisk eller kontinental er en upræcis klassifikation, der ikke bidrager med reel indsigt. Den fungerer som social markør: hvem identificerer man sig med, og hvem ønsker man at distancere sig fra.

Historisk blev sondringen mellem analytisk og kontinental først etableret i løbet af det 20. århundrede. Med de markante forskelle mellem 52 figurer som hhv. i den ’analytiske’ lejr Carnap,¹⁰ Searle¹¹ og Chomsky¹² vs. Heidegger¹³, Derrida¹⁴ og Žižek¹⁵ synes det oplagt, at distinktionen både er virkelig og relevant. Men er sondringen operativ i at sige mere end: “disse tænkere er forskellige fra hinanden.” Hvis ikke, er dens funktion begrænset til at udtrykke triviel forskel uden operativ forklaring.

Det er trivielt at hævde, at en tænker adskiller sig fra en anden. Det er derimod ikke trivielt at hævde, at Heidegger tilhører en ’kontinental’ tradition, mens Carnap tilhører en analytisk. Hvis man siger, at Heidegger er hermeneut der tilhører det ’kontinentale’, og Carnap hører til den logiske positivisme, indlæses disse bevægelser/tænkere i to overordnede traditioner, som om traditionerne eksisterede forud for og rummede disse tænkere. Men dette er problematisk af to grunde.

Betegnelserne benyttes anakronistisk ved f.eks. at kalde Carnaps for en paradigmatisk analytisk filosof¹⁶ – Carnap så ikke ud til at ynde terminologien ’analytisk’ for Wiener cirklens filosofi eller sin egen¹⁷. Et andet godt eksempel er Wittgensteins eget ’brud’ med den analytiske filosofi selvom også han klassificeres som paradigmatisk for den analytiske strømning.¹⁸ Betegnelsen ’kontinental’ opstod ifølge Britannica encyklopædien via analytiske tænkere for at beskrive ikke-analytiske strømme efter 2. verdenskrig¹⁹. Faktummet at kontinental i sin originale form var en tribalistisk anakronisme da den retrospektivt kategoriserede tænkere som ikke-os er sigende for distinktionens egentlige funktion.

For det andet bliver det, når først traditionerne er defineret gennem få tidlige fikspunkter (Heidegger, Carnap, Wittgenstein, osv.), vanskeligt at tilføje senere tænkere og skoler uden at forvride kategorierne.

Distinktionen har ikke ’akademisk virkelighed’ i den forstand at den distingverer reelle akademiske forskelle – snarere er distinktionen historisk et socialt konstrukt og den karakter har ikke ændret sig. Forsøg på at rationalisere ægte akademiske forskelle som udtryk for den formodede akademiske karakter af distinktionen er en rationalisering af distinktionens sociale karakter.²⁰

Ifølge Simon Glendinning, udgør det ’kontinentale’ et alt for heterogent og tilfældigt sæt af skoler og tænkere til at udgøre en distinkt ’tradition’.²¹ Der er ikke tilstrækkelig familielighed mellem tænkere grupperet herunder til at udgøre det der kaldes kontinentalt.

Hvad betyder dette for brugen af analytisk/’kontinental’ som distinktion? Der findes reelle forskelle mellem analytiske og ’kontinentale‘’ tænkere, men disse forskelle indfanges ikke af selve distinktionen. Socialt og historisk har den været markør for en hegemoniserende tradition (den analytiske) og ’det som ikke hører til den’ (det ’kontinentale’)²²

Kritikken udvides nu for at beskue dens mere institutionelle karakter.

Distinktionens dødvande

Den analytiske tradition synes – på godt og ondt – at have indtaget rollen som den institutionelt dominerende selvidentifikation i det moderne akademi24. Analytisk filosofi er ifølge den selv ikke blot en metode, men den implicitte norm for, hvad der overhovedet tæller som filosofi²³. Distinktionen bør ikke benyttes som indikation af hvem der er hvad fordi den ikke har veldefinerede referenter.

Den analytiske tradition har historisk marginaliseret og udgrænset den ’kontinentale’ ifølge Babich. ²⁴ Det er ikke et spørgsmål om intellektuelle uenigheder, men om hegemoni – en form for epistemologisk imperialisme. Som Spera & Peña-Guzmán har påpeget, er distinktionen nært forbundet med, hvem der får lov at definere, hvad der tæller som klarhed, stringens og argumentation. Ingen af de termer er ’intellektuelt neutrale ²⁵. Distinktionen handler i virkeligheden om det, Spera & Peña-Guzmán kalder (de)legitimation by force — handlinger, hvor grænserne for, hvad der tæller som filosofi, opretholdes gennem magt snarere end gennem argument ²⁶. Den er skabt for at differentiere det, der tæller som filosofi, fra det, der ikke gør, og den opretholder denne forskel ved at afvise visse former for tænkning som uforståelige, dunkle eller ikke-argumentative.

Ved at træde udenfor den filosofiske arena, hvor teoretiske uenigheder behandles gennem argumentation og kritik, etableres i stedet en meta-arena, hvor grænsen til den første arena kan vogtes. Her interageres ikke længere rationel diskursivt, men via magt. Den gentagne analytiske ’kritik’ af den ’kontinentale’ tendens til obskure eller uansvarlige argumenter er præcis af denne karakter²⁷: den fungerer ikke som dialog, men som afgrænsning. At erklære et argument uforståeligt er en måde at ekskludere det på. Det er et udtryk for magt, ikke for argumentation

Kombinerer man dette med den analytiske traditions institutionelle hegemoni og dens interesse i at bevare denne position, samt at det ’kontinentale’ ikke udgør nogen entydig tradition, men et heterogent og fragmenteret felt, bliver resultatet en form for tribalisme. En tribalisme i form af en stamme vs. ikke–stamme retorik, eller en os-og-dem retorik.

Det er nu muligt at generalisere analysen. Hvis distinktionen tjener en social funktion, må den forstås som et symbolsk spændingsfelt – analysen af dette felt kan bidrage til forståelsen af filosofiens akademiske identitet og selvidentitet. Distinktionen strukturerer det akademiske selvbillede som den studerende indtager fordi den kræver at den studerende forholder sig til den. Distinktionens dødvande består således i, at den ikke peger på et produktivt spændingsfelt mellem to tankeretninger, men blot fastholder en socialt indlejret kamp om symbolsk kapital som den reproducerer. Den analytiske dominans fremstår som en tendens på akademiets bredere bevægelse fra filosofi som praksis til filosofi som profession. Det gør det relevant nu at forholde sig markedslogisk til distinktionen.

III – En materiel kritik af distinktionen

Undersøges den analytiske traditions selvidentifikation og dens appropriation af udvalgte ’kontinentale’ tænkere bliver det klart, at distinktionen ikke kun opretholdes af sociale mekanismer, men af materielle betingelser²⁸. Spørgsmålet udvides fra, hvem der taler filosofi, til hvad filosofien kan levere som vare. Svaret på hvad filosofien kan levere bliver den logik der driver det analytiske hegemoni.

Det er vanskeligt entydigt at forklare, hvorfor den analytiske tradition i højere grad følger markedsnormer, men flere strukturelle forhold gør udviklingen forståelig. Som Petrovich har vist i sin scientometriske analyse, trækker den analytiske tradition på stærkt formaliserede argumentformer og en modulær, kumulativ struktur, der minder om normalvidenskaberne og muliggør høj grad af standardisering og reproducerbarhed²⁹. Hertil kommer den bredere udvikling, som Laruffa beskriver, hvor markedslogikens rationalitet forplanter sig ind i sociale institutioner, herunder det akademiske system³⁰. McKeown viser tilsvarende, hvordan den neoliberaliserede universitetssektor opererer gennem metrikbaserede evalueringsformer, rankings og incitamenter, der favoriserer forskningstyper, som hurtigt kan omsættes til publikationer i standardiserede formater³¹. I dette institutionelle miljø bliver analytisk filosofi, med sin sprogøkonomi, problemorienterede tilgang og klart afgrænsede publikationstradition, lettere at oversætte, evaluere og distribuere på tværs af nationale og institutionelle sammenhænge. Set i lyset af disse forhold er det derfor ikke oplagt, at den analytiske tradition vinder institutionel forrang fordi den producerer bedre filosofi, men snarere fordi dens form er strukturelt kompatibel med et akademi, hvor humanistisk viden i stigende grad forstås som noget, der skal standardiseres, måles og operationaliseres.

Babette Babich beskriver dette som filosofi ”globalized"³². Den analytiske tradition er en service tilbudt markedet, der tillader akademisk udveksling uden historisk kontekst og uden lokal forankring. Her er sprog og filosofi ikke længere refleksion, men konceptualiseret som service, leveringen af begrebslig klarhed til institutioner, teknologier og markeder, der efterspørger den.

Det er i denne forstand, at distinktionen mellem analytisk og kontinental må forstås materielt. Den analytiske tradition trives, fordi dens form prima facie, er mere kompatibel med den kapitaliserede akademiske struktur. F.eks. et citat fra Heideggers ”Poetry, Language, Thought”

”[...] merely to say the identical thing twice – language is language – how is that supposed to get us anywhere? But we do not want to get anywhere. We would like only, for once, to get just where we already are.” - Martin Heidegger, Poetry, Language

Som det fremgår af citatet så ønskes det ikke at komme noget sted hen ved sproget for Heidegger. Pointen med Heideggers produktion, set med markedslogik er dermed enten tomt eller obskurt. En ’kritik’ som let kan forveksles med hvad Heidegger er kritiseret for af analytisk side³³.

Distinktionen har karakter af et økonomisk symptom: et udtryk for, hvordan markedets rationalitet infiltrerer og former selve definitionen af filosofi. Hvor analytisk filosofi fremstår som globaliseret filosof³⁴, fremstår det ’kontinentale’ som det, der ikke umiddelbart kan kapitaliseres (eller kun i lavere grad). Ideologien indeholdt heri undersøges nu nærmere og sættes i relation til det faglige miljø.

Ideologien og tilhørsforholdet

Læg mærke til at en opløsning eller afvisning af distinktionen er hegemonisk og politisk manipulativ ifølge Babette Babich³⁵. Derfor bør underminering af distinktionen ikke være fokus. De akademiske forskelle som Dan Zahavi f.eks. forsøger at pointere er svære at sætte ind ift. dette³⁶.

Det virker tydeligt at underminering, samt reduktion ikke bør være målet, ej heller bør fjendtlighed. Derimod kan der stadig læres noget hvis den ideologi der underlægger distinktionen, undersøges nærmere.

I kraft af det foregående giver det mening at være ’stærkt analytisk’ af følgende årsag³⁷: Man vil ikke af med sin ideologiske briller³⁸. Den ideologiske brille jeg taler om kan opsummeres således:

”[...] which exposes as ideological the notion that contemporary philosophy is nothing but rational and disinterested argumentation between agents motivated only by an innocent desire for truth.”

Tager man denne brille af til fordel for at opdage partialiteten af ideologierne, så opstår indsigten at agenter er motiveret af alt andet end uskyldig lyst for sandhed, agenter er ekstremt forskellige på utallige baggrunde og disse forskelle skaber sociale magt dynamikker samt at argumentationen er alt andet end uinteresseret – den påvirker følelser, selvværd, identifikationer, etc³⁹

For fagmiljøet på filosofi er der meget at lære gennem den analytisk – ’kontinentale’ magt relation⁴⁰. Den er en af de mest væsentlige strukturer der benyttes i selvidentifikationen af filosofisk praksis som gør den vigtig for selvidentifikationen som studerende. Hvis vores filosofiske fagmiljø skal stoppe sin kamp for at være det mest kønsulige studie på Arts⁴¹, virker et nyt ideologisk blik nødvendigt.

Ydermere vil muligheden for at forstå hvorfor det filosofiske fagmiljø fejler som et socialt inklusivt studie i en mere generel forstand blive mulig. Denne distinktion forekommer som et spejl af de strukturer der gør studiet mindre inklusivt, mindre progressivt og mindre åbent for filosofisk kreativitet – strukturerer der ekskluderer, der underminerer og der ikke vil lytte til det som er anderledes.

Konklusion

Hvad der begyndte som utilfredshed med det lokale faglige miljø på filosofi startede en undersøgelse af en tilsyneladende akademisk skelnen, analytisk kontra ’kontinental’ som i løbet af denne tekst har vist sig at handle om andet. Distinktionen repræsenterer et hegemonisk magtforhold og den ideologiske forskel drives af materielle forhold. Distinktionen repræsenterer (i bedste fald) ideologi og symbolsk kapital, ikke akademiske forskelle.

Jeg har argumenteret for, at den analytisk/’kontinentale’ distinktion er akademisk arbitrær, men socialt virkelig: et spejl for den institutionelle logik, hvori det analytiske har overtaget rollen som standardiseret vare. Den analytiske ideologi passer bedst med markedslogikken. Den kan indgå i markedets kredsløb ved lavere modstand for størst teoretisk kapitalisering. Det ’kontinentale’ repræsenterer i dette lys snarere et modstykke end et alternativ⁴².

Jeg har argumenteret for, at den analytisk/’kontinentale’ distinktion er akademisk arbitrær, men socialt virkelig: et spejl for den institutionelle logik, hvori det analytiske har overtaget rollen som standardiseret vare. Den analytiske ideologi passer bedst med markedslogikken. Den kan indgå i markedets kredsløb ved lavere modstand for størst teoretisk kapitalisering. Det ’kontinentale’ repræsenterer i dette lys snarere et modstykke end et alternativ.

Hvad dette afslører via brugen af distinktionen i fagmiljøet, er en blindhed i selvforståelsen. Det fejlagtige forhold distinktionen strukturerer, men ikke er, bør lære os om åbenhed.

Hvis denne undersøgelse har haft et formål, så er det at pege på nødvendigheden af selvrefleksion. Det væsentlige er, anerkendelsen af de ideologiske strukturer, der former muligheden for overhovedet at stille spørgsmål og forsøgsvis give svar der ikke ekskluderer det anderledes for filosofi er en kærlighed til visdom, ikke en eksklusion af andre fra visdommen.

Bibliografi