Med denne første udgivelse af et nyt filosofisk studenterfagblad på Aarhus Universitet, vil vi vise hvordan begyndelsen er et særskilt emne for filosofien. Hvad Aristoteles har lært os er jo, at alting har en årsag – en begyndelse. Også vores filosofiske disciplin tog engang sin begyndelse. Selv verdenshistorien er lige så vel som vores individuelle tilværelse blevet udformet fra sin spæde begyndelse. Nye bevægelser og nye tankestrømme er altid begyndt fra ideer udsprunget fra nysgerrighed og forundrede spørgsmål. Måske kan et studenterfagblad også være en sådan begyndelse?
Ved gennemlæsning af bladet vil læseren møde mange former for begyndelser foranlediget af lige dele nysgerrighed og forundring, der til vores held er blevet til filosofiske artikler og ved fælles indsats blevet gjort klar til udgivelse. Artiklerne spænder bredt, men kommer nøje omkring vigtige emner såsom: Måske kommer vi altid allerede for sent til muligheden for en ny begyndelse? Hvis ikke, hvordan genkender vi i så fald potentialet for de nye begyndelser, for nye ideer eller for nye perspektiver? Er en begyndelsens nogensinde ubetinget? Hvordan kan erfaringer ved livets begyndelse udsige noget særligt om det menneskelige vilkår? Hvordan kan moderne robotteknologi siges at være begyndelsen på en ny form for socialitet? Hvordan konfronteres vi af beslutninger uden ende? Og hvorvidt gemmer der sig nye begyndelser ved enden?
Denne udgave er, som den første, også begyndelsen på et nyt fagblad, og forhåbentligt begyndelsen på en ny og mangeårig tradition på filosofi.
Vi er taknemmelige for alles bidrag – studerendes såvel som vores professorers og for dem som er mødt op til receptionen for at støtte det nye fagblad. Vi håber, at I (ligesom os) kan se potentialet i netop denne begyndelse og bruge dette fagblad til at udforske flere ideer, skabe mere diskussion på gangene eller blot indgyde nysgerrighed og styrke det filosofiske studiemiljø på vores højt beskattede afdeling.
Fra alle os til alle jer
Aporias redaktion
Hvad var det ved filosofien der til at begynde gjorde, at du er gået efter en karriere indenfor filosofi? Den primære grund til, at jeg blev interesseret i filosofi, er helt sikkert Søren Kierkegaard. Jeg stødte tidligt i gymnasiet på fragmenter af Enten Eller, og jeg var faktisk hooked fra begyndelsen. Den litterære elegance kombineret med de psykologiske portrætter af forskellige eksistenstyper var fantastisk inspirerende. Og til den dag i dag sidder Kierkegaards brug af eksempler dybt i mig: han kunne om nogen illustrere dybe indsigter med eksempler fra hverdagen, litteraturen, og religionen. Jeg skrev senere min store opgave i gymnasiet om Forførerens Dagbog, som stadig står som et mesterstykke i mine tanker: modbydelig klog og katastrofal.
...
Hvad var det ved filosofien der til at begynde gjorde, at du er gået efter en karriere indenfor filosofi? Jeg havde filosofi som a-fag på et tysk gymnasium, i øvrigt sammen med kemi. Egentlig var jeg sikker på at jeg skulle læse jura, for jeg var imponeret af de amerikanske advokat-serier. Du ved, én mand alene overbeviser Gud og hver mand om den sagsøgtes uskyld i retfærdighedens navn. Efter næsten to års civiltjeneste (dengang påkrævet, hvis man nægtede at gå til den obligatoriske militærtjeneste), besluttede jeg mig i stedet for at læse filosofi. Dels fordi det gjorde min kæreste; dels fordi jeg ville lære, hvordan et retfærdigt samfund mon kunne se ud. Det var således den politiske teori og filosofi, der tiltrak mig. Jeg læste således filosofi som hovedfag, med statskundskab og nationaløkonomi som bifag. Ideen var at filosofien viser mig samfundets normative ideal, statskundskab dets institutionelle organisation, og økonomien de økonomiske magter bag det.
...
What initially led you to pursue a career in philosophy? When I took up my studies, I started in the literature department and only occasionally took philosophy classes. Over time, I realised that what truly interested me in literature were ultimately theoretical problems. I began to feel a bit sorry for the literary texts themselves—so I made a full switch to philosophy and have remained there ever since. For me, doing philosophy is the nicest occupation I can imagine. It demands freedom of thought, critical reasoning, engagement with delightfully challenging arguments and positions, and a great deal of creativity to make sense of how everything fits together. I find this deeply rewarding.
...
What initially led you to pursue a career in philosophy? In a nutshell: curiosity. I have been interested in philosophical questions from a very young age – like whether there is a god, why there is evil, or whether the world is even real. As a teenager, I was reading voraciously – Freud, Marx, Plato, Kant, de Beauvoir, the Frankfurt School, basically whatever the local library had to offer. This interest in philosophy has never seized, just changed in its specific focus, and there continue to be many areas of philosopy I would love to study more deeply.
...
Introduktion Når vi studerer filosofi, bør vi gøre os det klart, hvordan de fleste moderne filosofiske undersøgelser af det menneskelige vilkår har taget deres udgangspunkt i et kantiansk inspireret universelt subjekt, som autonomt kan tage beslutninger for sig selv ved rationelt at ræsonnere sig frem til sandhed (Anderson et al. 2021). Dette kantianske subjekt er blevet indbegrebet af, hvad det vil sige at være et menneske. Selve ideen om en særlig menneskelig natur går imidlertid væsentligt længere tilbage end til denne oplysningstanke. Den har givetvis og ikke overraskende rod i et aristotelisk grundprincip; at enhver naturlig entitet indeholder årsagen til sin egen udvikling i sig selv. Dette princip virker således til at kunne danne fundament for, hvad vi kan kalde et menneske (Roughley 2023). Indenfor denne idé om, hvad der udgør den menneskelige natur, gemmer sig imidlertid en tvetydighed; for enten betyder natur her, at man blot besidder en uaktualiseret potentialitet, eller så betyder det, at man først indtræder i sin natur, når man har fået aktualiseret sin potentialitet. Min påstand i denne artikel er, at vi for længe har bygget vores tænkning på den sidste mulighed (hvilket muligvis også er roden til oplysningstidens snævre syn på, hvad der udgør den menneskelige natur), og at vi i stedet bør fokusere på, at vi qua vores natur bærer et grundlæggende udviklingsprincip, som vi skal tage seriøst, hvis vi for alvor vil blive klogere på vores fælles menneskelige vilkår.
...
Hvorfor skriver vi ”tak” til ChatGPT, når den har givet os et godt svar? Måske gør du det ikke, men mange kender sikkert følelsen af, at man har lyst til at gøre det, eller måske endda at man bør gøre det. Men hvorfor i alverden føler vi en trang til at være venlig over for en robot? Kan vi ikke bare lade være? Den har jo ingen følelser, så den bliver ikke stødt over at man er ubehøvlet. En god grund til at lade være er måske, at disse ligegyldige høflige svar ifølge Sam Altman, OpenAI’s CEO, koster millioner af dollars i strøm.
...
Når man begynder på filosofiuddannelsen, får man på et tidspunkt at vide, at man skal argumentere for en tese. Hvis jeg skal være ærlig, blev jeg forvirret, da jeg første gang hørte dette. Det lød som om, man skulle have sin tese på plads, allerede inden man begyndte at skrive sin opgave. Hvordan skulle man ellers kunne argumentere for den? På den måde fik jeg den fejlagtige opfattelse, at man skulle skrive sin opgave baglæns – altså formulere tesen fra starten og derefter forsøge at underbygge den.
...
Introduction Halshugningen af Louis d. 16. den 21. januar år 1793 markerede begyndelsen på den første franske republik. Republikken var et kvantespring i det snart spirende politiske liv i Europa, som inspirerede revolutioner over hele kontinentet. Selv i Danmark, omtrent 1000 kilometer nord for Paris, blev idéerne om et folkestyre diskuteret blandt befolkningen. Det franske folk har længe haft en helt særlig evne til at iscenesætte det politiske på dramatisk vis, og at indlede sin republik med en halshugning af kongeparret er ingen undtagelse. Knap så iltre temperamenter er danskerne kendt for. Dog havde danskerne i tiden omkring Grundlovens udarbejdelse måske ladet sine temperamenter køle rigeligt ned af de kolde, nordiske vinde.
...
I At begyndelsen siger noget om enden er intet nyt. Det var Aristoteles, der i sin udlægning af de fire årsagstyper, angav den finale årsag som den vigtigste i dens lighed med den formale årsag. Årsag betød for ham archê – både princip og begyndelse, i form af et ’ud-gangs-punkt’, eller alternativt ’op-rindelse’ – det sted, noget udgår fra, hvoraf det rinder op som et brusende væld: en kilde. Men i den finale årsag er et væsens kilde lig med dets mål. Er der så overhovedet tale om kausalitet? Hvis en tings årsag forårsager noget, der er den selvsamme årsag, ville effekten være lig årsagen. Skal årsag og effekt ikke være forskellige, for at man kan tale om kausalitet? Kan noget forårsage sig selv, uden at splitte sig i to? Hvem er jeg, når jeg forholder mig til mig selv? Kan der være en fuldkommen identitet mellem ’jeg’, ’mig’ og (mit?) ’selv’, mellem et ’noget’ og dets ’sig’?
...
The mind may perceive the seed, so to speak, of a relation which would have a harmony beyond the mind’s power to comprehend or experience once the relation is fully developed. When this happens, we call the impression sublime; it is the most wonderful bestowed on the mind of man. – Goethe, A Study Based on Spinoza (c. 1785) It is therefore worthy of note that thought must begin by placing itself at the standpoint of Spinozism; to be a follower of Spinoza is the essential commencement of all Philosophy. – Hegel, Lectures on the History of Philosophy, Volume 3: Medieval and Modern Philosophy ...
Indledning Mit udenlandssemester i Wien, som jeg er midt i nu, har vist sig at være en god anledning til at tænke og skrive. Indlægget her tager udgangspunkt i konkrete erfaringer, jeg har gjort mig hernede i Wien. At være omgivet af tysk – der er mig et fremmedsprog – har ladet sproget træde frem på en ny måde for mig. Jeg er blevet opmærksom på, hvad det vil sige at kunne tale et sprog – særligt i kraft af, hvad det vil sige ikke eller kun delvist at kunne tale et sprog. Jeg henvender mig således til temaet i en personlig og ikke rent filosofisk forstand – og håber læseren kan spises af med det. Jeg vil forsøge i det følgende at beskrive sproget i to skikkelser; fremmedsproget og modersmålet. Fremmedsproget beskriver jeg som et spil, hvor man bevidst lægger en strategi og nøje udfører sine træk, mens modersmålet beskrives som et rum, hvori man umiddelbart kan bevæge sig og være, og hvor bevidstheden om sproget forsvinder. I sidstnævnte beskrivelse inddrager jeg Merleau-Pontys beskrivelse af rumlighed, sådan som denne optræder i Perceptionens fænomenologi. Jeg knytter her også an til Heideggers fænomenologi generelt. Beskrivelserne forløber ikke helt lineært, men jeg veksler imellem dem, da de indvirker på hinanden og derfor hele tiden må ses i lyset af hinanden. Jeg afslutter mit indlæg med nogle korte metodiske bemærkninger om den fænomenologiske beskrivelse overhovedet.
...
I denne artikel vil vi under antagelsen af, at vi lever i en simulation, undersøge, hvad det betyder for etikken. Kan moral overhovedet finde sted i en simuleret virkelighed? Hvis ja, hvilken af de eksisterende normative moralfilosofier står imod udfordringerne, en sådan eksistens måtte medføre? Og hvilke tilpasninger skal vi foretage under disse simulerede vilkår? Disse er nogle af de spørgsmål, vi vil undersøge i løbet af artiklen. Målet er forhåbentlig at skabe en simuleret etik, der er anvendelig i den simulation, vi muligvis befinder os i. Dermed er min tese som jeg vil forsøge at understøtte gennem artiklen…
...
Introduktion Stort set alt nogen nogensinde beskæftiger sig med er at tage beslutninger. Når nu dette er en så gennemgribende aktivitet i vores allesammens liv, kan det have en vis relevans at finde ud af hvordan man nu også tager gode beslutninger. Men hvor begynder man lige med denne proces? Et fristende svar kunne jo være ved den konkrete beslutning du står overfor. Dette er da også til dels rigtigt, men for beslutningen kan være forsvarlig, må du også have nogle normative principper at fortolke situationen igennem—ellers har du jo ingen grund til at gøre dette snarere end hint, og din beslutning bliver vilkårlig. Men nu løber vi snart ind i et problem! For ikke nok med, at der kan være usikkerhed om hvad du bør gøre i en situation, så kan der også være usikkerhed om hvilke principper der er de rigtige. For at tage en beslutning vedrørende disse principper må du da finde et nyt sæt principper for at beslutte mellem de første principper, og så videre til uendeligheden. Det synes da at vi kan komme i problemer her: Når først vi har begyndt en beslutning, er det ikke længere til at se enden på den.
...
En begyndelse ses oftest som en ny start. En forestilling om et tomrum, hvorfra man kan begynde noget frit og hæmningsløst. Sådan antyder den leksikale definition af en begyndelse:”første eller indledende del af et forløb eller en periode” (Den Danske Ordbog, u.å.)
Men denne forestilling, om at begyndelsen er den neutrale, urørte der ligger bag et uvidenhedens slør, mener jeg er en illusion. En begyndelse er altid formet, om det så er ideologisk, sprogligt, historisk osv. En begyndelse skjuler typisk sine egne forudsætninger. I stedet vil jeg gøre et forsøg på en mere sand, ærlig og kritisk forståelse af en begyndelse. For at komme dette til livs, vil jeg forsøge at forstå begyndelsen æstetisk, dvs. som noget, der hverken er frit opstået eller endegyldigt defineret, men spændt ud mellem form og indhold. Her tror jeg, at man med fordel gennem Theodor W. Adornos begreber kan få øje på denne spænding og kan fastholde den, uden at udglatte eller fortrænge den. For netop i æstetikken kan der tænkes begreber, hvor formen og dermed ideologien ikke yder vold mod begrebets indhold. I æstetikken kan man bevare den indre spænding, som indholdet bringer. Det kan siges, at en æstetisk forståelse har mulighed for at arbejde imod den banalisering som den ideologiske fastfrysning medfører, og i stedet åbne op for en mere åben og kritisk tilgang til begrebet begyndelse. Til det formål vil jeg tage udgangspunkt i Adornos analyse af form og indhold i Æstetisk Teori (2024). Mit mål er at give en kort tilnærmelse af en forståelse
...
Sometimes a death occurs in this world, which we cannot move beyond. Someone is taken from this world, whose death cannot be fully mourned. Someone whose death we cannot fully move beyond. Someone who, after death, still haunts us. This is what Meillasoux called a ‘spectre’, and the problem that our relation to them poses, Meillasoux called ‘The Spectral Dilemma’. In Spectral Dilemma (2008), Meillasoux opens:
What is a spectre? A dead person who has not been properly mourned, who haunts us, (...) refusing to pass over to the ‘other side’, where the dearly-departed can accompany us at a distance sufficient for us to live our own lives without forgetting them, but also without dying their death – without being the prisoner of the repetition of their final moments (Meillasoux 2008b: 261). ...