At skrive en filosofiopgave

Når man begynder på filosofiuddannelsen, får man på et tidspunkt at vide, at man skal argumentere for en tese. Hvis jeg skal være ærlig, blev jeg forvirret, da jeg første gang hørte dette. Det lød som om, man skulle have sin tese på plads, allerede inden man begyndte at skrive sin opgave. Hvordan skulle man ellers kunne argumentere for den? På den måde fik jeg den fejlagtige opfattelse, at man skulle skrive sin opgave baglæns – altså formulere tesen fra starten og derefter forsøge at underbygge den.

I takt med at jeg blev mere fortrolig med den måde, man arbejder på i filosofi, gik det imidlertid op for mig, at en tese ikke nødvendigvis er noget, man kan have på plads fra begyndelsen. For eksempel har jeg flere gange brugt meget tid på at diskutere med mig selv og andre, hvad min tese skal være, og tænkt, at jeg endelig har fundet frem til en solid og velafgrænset tese, der kunne bære hele opgaven. Men gang på gang er det sket, at denne tese har vaklet, så snart jeg begyndte at skrive. Det, jeg havde forestillet som en klar struktur, viste sig pludselig ikke at passe til stoffet. Nye nuancer dukkede op, uventede forbindelser trængte sig på, og ofte blev jeg usikker på det, jeg ellers troede, jeg havde forstået. Derfor er det min tese ¹, at det netop er i skriveprocessen, at tankerne for alvor begynder at tage form. I mødet med teksten opstår der en særlig opmærksomhed, hvor ideer og argumenter begynder at konkretisere sig, og en mulig tese langsomt træder frem. Og det er som regel først, når opgaven er skrevet færdig, at jeg for alvor kan hæve mig op i helikopterperspektiv og spørge: Hvad er det egentlig, jeg har argumenteret for?

Som følge heraf er det vigtigt, at man ikke fastlåser sig på en tese fra begyndelsen. Hvis man forsøger at tvinge sine tanker ind i en på forhånd fastlagt form, risikerer man at overse den erkendelse og læring, der netop opstår undervejs i arbejdet. Det er ofte i de uventede vendinger, de små overraskelser og tvivlsspørgsmål, at de mest interessante indsigter opstår. Derfor vil jeg også hævde, at man faktisk ikke behøver at tænke så meget over, hvad ens tese er, inden man begynder at skrive sin opgave. Det vigtigste er blot at komme i gang. Resten kommer undervejs.

At skrive er at tænke: hvordan skriveprocessen er en vej til erkendelse

Selvfølgelig kan man godt starte med en idé om, hvad man vil argumentere for – det kan man næppe helt lade være med. Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen skriver i Den gode opgave (2022), at det er en god idé at ”gøre sig overvejelser om hvad det er man gerne vil argumentere for”. De lægger dog også vægt på, at det er vigtigt at justere sit argument i takt med, at man skriver sin opgave (Rienecker & Jørgensen 2022: 326). I en mere filosofisk sammenhæng formulerer Andrew Holowchak det som følger: ”Once you dig into the philosophical material at some depth, you might discover, say, that your thesis is no longer tenable and needs slight revising, perhaps even overhauling, or that your reconstruction of an author’s view is mistaken. It is no crime to rework your outline. Expect todo so” (Holowchak 2014: 105). Med andre ord: Den tanke, man begynder med, er sjældent den samme, som man ender med.

Dette beskriver Dan Ringgaard, underviser i kreativ skrivning på Aarhus Universet. Han fremhæver, hvordan det netop er i forsøget på at omsætte sine tanker til ord, at der virkelig sker noget med den idé, man havde til at starte med:

At skrive er en grundlæggende arbejdsform inden for humaniora og socialvidenskaberne. Jeg skriver ikke bare for at kommunikere det, jeg har tænkt - jeg tænker, idet jeg skriver. Skriften er det medie, jeg tænker i. De tanker jeg gør mig, når jeg taler med andre eller med mig selv, viser sig i det øjeblik, jeg skriver dem ned, at være helt utilstrækkelige. Skriften kræver en helt anden præcision af mig. Det øjeblik, jeg begynder at skrive, opdager jeg problemerne ved det stof, jeg arbejder med, og jeg opdager, hvilke veje jeg kan gå for at løse dem. Jeg får ikke bare idéer til at skrive - jeg får idéer af at skrive (Ringgard 2023: 0:57-1:39).

Ringgaards beskrivelse af skrivning som en erkendelsesform er særligt relevant i filosofien, hvor tænkning og skrivning er uløseligt forbundet. Det er sjældent nok blot at have en god idé – først i forsøget på at formulere idéen klart på skrift viser dens implikationer, styrker og svagheder sig. Som Ringgaard siger: ”Jeg tænker, idet jeg skriver.” Det er en erfaring, mange filosofistuderende vil gøre sig i løbet af uddannelsen. Skrivningen er altså ikke bare et redskab til at gengive tanker, men selve stedet, hvor tanken bliver til, formes og prøves. Den bliver en slags samtalepartner i den filosofiske proces - en Sokrates, der konstant udfordrer dine synspunkter, stiller kritiske spørgsmål og tester deres holdbarhed. Kort sagt indgår man i en dialog med selve teksten. Hvis man fra starten af låser sig fast på én bestemt tese, risikerer man at gå glip af netop den bevægelse og erkendelse, som gør filosofisk arbejde meningsfuldt. Derfor foretrækker jeg at gå i gang med at skrive så hurtigt som muligt, fordi det er netop i skriften, at jeg kan begynde at tænke klart, og tænke over, hvad jeg har argumenteret for i slutningen af processen.

Fra top-down til bottom-up

Det minder mig om flere eksamensopgaver, hvor jeg har brugt uforholdsmæssigt lang tid på at finde ud af, hvad min tese skulle være. Jeg har siddet med noter, bøger og idéer og forsøgt at tænke mig frem til en stærk, original og velafgrænset påstand, som jeg derefter kunne bygge resten af opgaven op omkring. Denne tilgang, som jeg vil kalde en top-down-metoden, har ofte føltes som en tvungen proces – som om jeg forsøgte at presse stoffet ind i en ramme, det ikke helt passede til. Ofte har jeg været nødt til at skrotte det hele, og så blot gå i gang med at skrive.

Når jeg i stedet blot skriver åbent, har jeg oplevet, hvordan der opstår noget andet og mere levende – for eksempel ved at redegøre for en filosofs synspunkt og tage mig tid til virkelig at forstå, hvad der står på spil. Denne tilgang kalder jeg bottom-up-metoden. Den kan måske virke banal, men netop dér – i det åbne og undersøgende – begynder tankerne for alvor at bevæge sig. I mødet mellem mine egne overvejelser og det, jeg formulerer på skrift, opstår der noget: en undren, en modsigelse, en sammenhæng jeg ikke havde set før. Og så begynder en tese at tone frem – ikke som noget påtvunget udefra, men som noget, der vokser frem indefra, i takt med at jeg skriver.

Skriveprocessen har lært mig, at man sjældent kan formulere sin tese på forhånd. Det er først i selve skrivearbejdet, at man for alvor finder ud af, hvad man mener. Derfor er det vigtigt ikke at binde sig for tidligt til en påstand, men i stedet have tillid til, at skrivningen selv kan åbne nye veje og perspektiver. Det er netop det, skriveprocessen kan. Den kan få tankerne til at bevæge sig. Den kan gøre tænkningen levende.

Bibliografi og fodnoter