Begyndelsen uden ende

Introduktion

Stort set alt nogen nogensinde beskæftiger sig med er at tage beslutninger. Når nu dette er en så gennemgribende aktivitet i vores allesammens liv, kan det have en vis relevans at finde ud af hvordan man nu også tager gode beslutninger. Men hvor begynder man lige med denne proces? Et fristende svar kunne jo være ved den konkrete beslutning du står overfor. Dette er da også til dels rigtigt, men for beslutningen kan være forsvarlig, må du også have nogle normative principper at fortolke situationen igennem—ellers har du jo ingen grund til at gøre dette snarere end hint, og din beslutning bliver vilkårlig. Men nu løber vi snart ind i et problem! For ikke nok med, at der kan være usikkerhed om hvad du bør gøre i en situation, så kan der også være usikkerhed om hvilke principper der er de rigtige. For at tage en beslutning vedrørende disse principper må du da finde et nyt sæt principper for at beslutte mellem de første principper, og så videre til uendeligheden. Det synes da at vi kan komme i problemer her: Når først vi har begyndt en beslutning, er det ikke længere til at se enden på den.

I §2 vil jeg gennemgå denne problematik—især hvordan den opstår—i større detalje. §3 er dedikeret til at undersøge naturen af den regres der følger, samt hvorvidt den er problematisk. §4 kigger da på hvordan det resulterende problem kan løses.

En dag på perronen

Ditte står—som folk i tankeeksperimenter så ofte gør—ved en sporvognsskinne. På skinnen har en superskurk placeret en stor kasse. Ditte ved at skurken, inden denne redelighed, har drejet et lykkehjul med 1000 lige store felter, og hvis hjulet landede på felt 1, har skurken stoppet 1001 personer ind i kassen. Det vil altså sige at der, ud fra Dittes information, er en 0.1% sandsynlighed for at sporvognen, der er i horisonten, vil konvertere 1001 personers indmad til en meget lang og meget rød stribe på skinnerne. Heldigvis for de potentielle personer i kassen, står der også en enkelt person med en usandsynligt tung frakke lige ved siden af skinnerne. Selvom Ditte ikke kan nå at flytte kassen, kan hun skubbe denne person ud på skinnerne, hvilket, udover brutalt at dræbe vedkommende, vil stoppe sporvognen inden den når kassen. O hvilket skrækkeligt dilemma!

Hvordan finder Ditte ud af hvad hun skal gøre i denne situation? Det ser ud til at hun må finde frem til en normativ teori, der kan fortælle hende hvad hun bør gøre i situationer med deskriptiv usikkerhed. Hvis hun ikke finder frem til en sådan teori, har hun ingen kriterier under hvilke hun kan opveje forskellige handlemuligheder, og en normativ teori er altså nødvendig for at hendes valg ikke er vilkårligt. Det kan f.eks. være at hun finder frem til utilitarisme, der fortæller hende at hun altid bør tage den handling der har højest forventet værdi. Givet at hun tilskriver alle liv involveret lige høj værdi, følger det da at hun bør skubbe personen med den tunge frakke, og derved redde kassen.

Men nu husker hun fra sine etik-timer med Morten Dige, at der er flere bud på normative teorier. F.eks. husker hun at der egentlig var ret gode argumenter for deontologi, og hvis denne teori er sand, vil det være strengt forbudt at skubbe personen ud på skinnerne. Hun hælder dog stadig mere til utilitarisme, og giver utilitarisme en subjektiv sandsynlighed (SS)1 på 0.6, hvor deontologi får en SS på 0.4. Ligesom med kassen, har vi dog nu en situation hvor vi giver positiv SS til forskellige muligheder, hvor hvad vi bør gøre afhænger af hvilken er sand, og valget er ikke åbenlyst: Utilitarisme har højere SS og foretrækker én handlemulighed, men deontologi foretrækker den anden meget mere. Dette kræver da et nyt princip, der kan fortælle os hvordan vi bør handle, alt taget i betragtning—et 2.-ordens princip, der kan fortælle os hvordan vi bør handle under moralsk usikkerhed, ligesom 1.-ordens beslutningsteorier som forventet værdi-teori fortæller os hvordan vi bør handle under deskriptiv usikkerhed.

Der er naturligvis råd for dette. Ditte har, som den flittige filosof hun er, læst Ted Lockharts Moral uncertainty and its consequences (2000), hvorfor hun ved at hun bør maksimere forventet Rightness. Imidlertid har hun været lidt for flittig med sine studier, og har ligeledes læst Johan E. Gustafsson og Olle Torpmans In Defence of My Favorite Theory (2014), således hun også giver en vis SS til idéen om at hun blot bør handle i overensstemmelse med den normativ-etiske teori hun giver højest SS.2 Efter at have overvejet de forskellige argumenter, giver hun Lockharts teori en SS på 0.6, og Gustaffson og Torpmans teori får 0.4. Den skarpe læser kan måske begynde at se starten på en regres her.

Lad os kalde deskriptiv usikkerhed 0.-ordens usikkerhed, usikkerhed om normativt-etiske teorier 1.-ordens usikkerhed, usikkerhed om metanormative-teorier (såsom Lockharts) 2.-ordens usikkerhed, osv. For at tage beslutninger givet 0.-ordens usikkerhed, har vi (som vi har set) brug for en 1.-ordens teori,3 osv. Mere generelt har vi brug for en k-ordens teori for at tage beslutninger givet k-1.-ordens usikkerhed. Så længe der ikke er en orden, således én teori i den orden har SS på 1 (noget jeg håber læseren vil medgive synes meget usandsynligt), vil denne regres være uendelig, da der vil være usikkerhed, ligemeget hvor mange ordener vi overvejer.

Den gode, gode onde, og det uendelige

Nu er det imidlertid ikke tydeligt at alle uendelige regresser er ondsindede. Der synes f.eks. ikke at være noget umiddelbart problematisk med at Gud på førstedagen skriver “1,” på et stykke papir, på andendagen visker dette ud og skriver “2” og så fremdeles i uendelighed. Ligeledes bør vi ikke bekymre os om følgende regres: P, det er sandt at P, det er sandt at det er sandt at P… På den anden side synes det særdeles ondsindet hvis grunden til at jorden ikke falder er, at den ligger på en skildpadde; og grunden til, at denne skildpadde ikke falder er, at den ligger på endnu en skildpadde; og… Én ting er naturligvis at identificere eksempler på ondsindede og godartede regresser; en helt anden er at identificere hvad kvalificerer en regres til denne eller hin kategori. Jeg kan ikke her give mere end et forsigtigt forsøg på at besvare dette, men det vil jeg da også gøre.

I envejs-uendelige regresser som eksemplerne her, synes svaret netop at ligge i titlen på dette fagblad: hvorvidt regressen afhænger af begyndelsen eller slutningen. Hvad mener jeg med dette? Tag Guds evige talrække som et eksempel. Lad da startpunktet—hvad der står på papiret første dag (altså “1”)—hedde element 1. Ligeledes kalder vi hvad der står på papiret anden dag element 2 osv. Bemærk at indholdet i større elementer i dette tilfælde afhænger af indholdet af mindre elementer—altså afhænger hvilket tal Gud skriver af hvilket tal han skrev dagen forinden. Det samme gælder for serien med sandhed. Vi kan nu generalisere vores navngivningsskema: Her er P element 1, “det er sandt at P” element 2 osv. Igen afhænger indholdet af element n altid af indholdet af elementer <n. Omvendt forholder det sig dog i de ondsindede regresser. I ovenstående eksempel afhænger Jordens position (element 1) af den første skildpaddes position (element 2), som afhænger af den anden skildpaddes position, osv. Det synes altså—i hvert fald ud fra disse håndplukkede eksempler—at en mulig diagnose er, at en regress er ondsindet hvis lavere elementer afhænger af højere elementer; og at den er godartet hvis højere elementer afhænger af lavere elementer (eller evt. at ingen elementer afhænger af hinanden).

En måde at motivere dette på er at bemærke at enhver uendelig serie hvor element n afhænger af element >n vil kunne lede til et Bernadette paradoks. Lad ethvert element n i serien have egenskab x hviss ingen elementer >n har x. Vi får da følgende problem: Minimum ét af elementerne må have egenskab x. Dette er tydeligt siden, hvis ingen af elementerne >1 havde x, ville element 1 have x. Men på samme tid er der ingen af elementerne der kan have egenskab x. For hvis element n har egenskab x kræver dette at ingen af elementerne >n har egenskab x. Dette ville imidlertid betyde at element n+2 ikke har x. Men var dette tilfældet ville element n+1 jo have x, hvilket ville medføre at element n ikke har x. At element n har x medfører altså at n ikke har x, hvilket jo åbenlyst er kontradiktorisk. Og da n står for et vilkårligt element, er der altså intet element der kan have x. Men så viser det sig altså at der må være mindst ét element med x men at intet element har x hvilket ikke bør accepteres.

Det er, som så meget i filosofien, kontroversielt om denne type argumentation kan vise at serier hvorvidt de beskrevne regresser er ondsindede (se f.eks. (Schmid, 2024) for en kritik af dette), men det synes alligevel at pege i retning af, at denne type regres er problematisk. Udover Bernadette paradokser, er der (for mig i hvert fald) blot noget indlysende intuitivt problematisk med uendelige serier hvor indholdet af hvert element afhænger af de højere elementer: der er intet sted, hvor noget indhold kan komme fra, hvis hvert element blot er determineret af et tidligere i uendelighed—der må være noget der, så at sige, putter indhold ind i serien. Denne intuition fanges godt af Leibniz’ eksempel med Euklids Elementer:

“Lad os forestille os, at bogen ‘Euklids Elementer’ var evig, én kopi altid lavet af en anden; så er det klart, at vi, selvom vi kan give en begrundelse for den nuværende bog baseret på den foregående bog, fra hvilken den blev kopieret, aldrig kan nå til en fuldstændig grund, uanset hvor mange bøger vi måtte antage i fortiden, for man kan altid undre sig over, hvorfor sådanne bøger skulle have eksisteret til alle tider; hvorfor der overhovedet skulle være bøger, og hvorfor de skulle være skrevet på denne vis.” (Leibniz, 1989) [Egen oversættelse]

Der er naturligvis meget mere der kan siges om dette emne, men jeg håber i alle fald, at min kære læser—selv hvis de ikke er overbevist—vil lade sig hengive til min følelse af, at disse typer regresser er problematiske, således at forsøget på at finde en løsning giver mening.

En fortælling om to løsninger

Lad os nu gå tilbage til den regres vi begyndte med, navnlig forskellige ordener af usikkerhed. Afhænger større elementer her af mindre, eller omvendt? Det burde være klart ud fra den historie vi begyndte artiklen med, at det er det sidste, der er tilfældet. Lad os kalde hvad Ditte bør gøre element 1. Element 2 er da principper for handling under deskriptiv usikkerhed, element 3 er principper for handling under usikkerhed vedrørende principperne i element 2, osv. Som vi så, afhænger element 1 af element 2: Ditte kan ikke have noget svar på, hvad hun bør gøre givet usikkerhed før hun har et princip, der tager usikkerheden som input, og giver hende en handling som output—indtil da har hun blot deskriptive fakta om en situation. Men element 2 afhænger på samme måde af element 3: Så længe Ditte giver positiv sandsynlighed til flere forskellige principper i element 2, kan hun ikke få noget svar på, hvad hun bør gøre, før hun har en måde at konvertere usikkerheden blandt disse forskellige principper til en samlet dom, om hvad hun bør gøre, og så er toget mod uendeligheden kørt. Og da hvert element afhænger af det næste tegner denne regres til at være ondsindet; dermed vil Ditte aldrig kunne komme til en bestemmelse om, hvad hun bør gøre. Hvis dette er rigtigt, betyder det imidlertid, at vi aldrig har grund til at tage nogen som helst beslutning—men hvis noget er absurd, må det da være dette! Hvad bør stakkels Ditte dog gøre?

Den faktuelle løsning

En tiltalende mulighed kan være, som Brian Weatherson (2014), at være normativ eksternalist. På dette syn er det lige meget hvis man er i tvivl om hvilken teori er den rette; faktum er jo at der ér en korrekt teori, og det du bør gøre er at handle i overensstemmelse med denne. Dette er ikke helt tilstrækkeligt for at løse problemet, hvis der alligevel er en uendelig række ordener, hvor hver er afhængig af de højere ordener. Det synes imidlertid forholdsvist plausibelt, at dette ikke er tilfældet. Én mulighed er at der kun er 1.-ordens normative teorier, og 98 ingen højere ordener. F.eks. kan det være at utilitarisme er sandt og du altså bør maksimere forventet værdi. Selv hvis du er 99% sikker på deontologi ændrer det ikke noget—der er altså ikke noget faktum om, hvad du bør gøre givet normativ usikkerhed. Dette er den model Weatherson selv går med.

En anden mulighed er, at der ér fakta omkring højereordensprincipper, men at de højere-ordens fakta afhænger af SS-fordelingen af de lavere ordener. Det kan f.eks. være at utilitarisme er sandt på 1. orden, og at My Favorite Theory er sand på 2. orden. For at vi ikke får en ondsindet regres her kræver det dog at vi introducerer forskellige former for bør—én for hver orden. Dette er tydeligt, da det ellers kunne være tilfældet, at vi skulle gøre to kontradiktoriske ting. Hvis utilitarisme og My Favorite Theory begge var sande, men du havde 0.9 SS på deontologi, ville det være sandt ifølge utilitarisme at du bør skubbe personen i frakken, og sandt ifølge My Favorite Theory at du ikke bør skubbe personen, hvilket åbenlyst er kontradiktorisk. Derfor bør vi i stedet sige at du bør1 skubbe personen og bør2 ikke gøre det.

Det kan her være tiltalende at forsøge at finde en bør-alt-taget-i-betragtning, altså et bør, der afhænger af den fulde række, og omfatter alle de andre bør (lad os kalde det børX ). Dette er dog en fejl. Hvad du bør-alle-ordener-< n-taget-i-betragtning er jo netop hvad du bør-n, altså indholdet af n’te-orden. Så at lede efter hvad du børX er at lede efter indholdet af den højeste orden. Men givet at regressen er uendelig, er der jo netop ingen højeste orden, hvorfor børX heller ikke findes.

Måske tænker man at bør X ikke er et led af kæden, men står helt udenfor kæden. Det kan f.eks. være at bør X bestemmes som en funktion fra mængden af børk’er til valg af handlinger. Det er altså ikke en teori på en orden, men en teori om hvad man bør gøre, givet hvad alle de uendelige ordener hver især anbefaler. Problemet her er at denne specifikke funktion ikke selv vil få 100% SS—der vil være en række kandidater for funktioner, med forskellige måder at vægte forskellige ordner på, etc. Så man må altså finde en ny teori til at vælge givet usikkerhed blandt disse funktioner, og på den historie kender vi allerede slutningen (eller manglen på samme).

På den eksternalistiske front må man altså enten sige, at det rigtige at gøre altid er hvad den korrekte 1.-ordens normative teori anbefaler, eller at der er en uendelig række højere-ordens normative teorier, hver med inkommensurable typer normativitet.

Den epistemiske løsning

Men selv hvis vi kan løse regres-problemet eksternalistisk, ved at sige, at Ditte bør handle i overensstemmelse med den korrekte teori, er det ikke til megen hjælp for hende, da hun ikke er sikker på hvilken teori er rigtig. Der er jo ligeledes også et faktum om hvorvidt, der er 1001 personer i kassen eller ej. Hvis der ikke er, bør hun lade være med at skubbe personen i frakken, og hvis der, er bør hun (f.eks. givet utilitarisme er korrekt) skubbe personen. Det er alt sammen meget fint, men det hjælper ikke Ditte med at finde ud af, hvad hun bør gøre, da antallet af personer i kassen netop er en af de fakta hun ikke kender, og hun kan ikke handle ud fra ukendte fakta.

Lad os derfor disambiguere(?) to problemer: Det faktuelle og det epistemiske. Det faktuelle problem kiggede vi på ovenfor, og det kan løses eksternalistisk, ved at sige at vi faktisk bør handle i overensstemmelse med den/de sande normative teori(er). Men vi har som bekendt ingen direkte adgang til hvad den sande normative teori er (hvis en sådan findes), hvilket er tydeligt fra den ekstremt lange normativ-etiske litteratur. Så selv hvis der er noget vi bør gøre “derude,” må vi stadig have nogle principper for, hvordan vi mest ansvarligt handler, når vi ikke ved, hvad vi bør gøre. Dette kalder vi det epistemiske problem.

Når det handler om deskriptiv usikkerhed, løser vi det epistemiske problem ved at finde formulere en 1.-ordens teori. Og selv hvis hvad Ditte bør gøre, afhænger af hvor mange der rent faktisk er i kassen, har hun brug for en 1.-ordens teori for at løse det epistemiske problem, givet hendes 0.-ordens usikker- 100 hed—og dette selv hvis det faktiske problem er løst. Men som tøj på gulvet, formår den evindelige regres at snige sig tilbage, lige meget hvor bravt, vi forsøger at holde den ude. For Ditte er ex hypothesi ikke 100% overbevist om én bestemt 1.-ordens teori, etc., etc. Hvordan kan vi løse det epistemiske problem, nu hvor eksternalismen ikke længere kan komme os til undsætning?

Jeg tror at svaret igen—på mistænkeligt praktisk vis—ligger i titlen på det fagblad du i denne stund er i gang med at læse: Begyndelser. For at løse det epistemiske problem må vi nemlig se på hvordan vores normative erkendelse begynder. Gør vi det, bliver det tydeligt at den tager udgangspunkt i begyndelsen af regressen—i domme om partikulære tilfælde. Hvis du f.eks. vil argumentere for deontologi, er processen at fremhæve forskellige eksempler, hvor dine (og forhåbentligt dine medhøreres) domme stemmer overens med deontologiens, og imod andre teoriers. 1.-ordens teorier er altså forsøg på sammenfatninger af domme om enkelttilfælde, og det er herigennem de retfærdiggøres. Eller, det er ikke kun domme om enkelttilfælde, der tæller. Mere generelle overvejelser om teoretiske dyder, om hvorvidt en teoris struktur og motivation fanger hvad den “bør” fange, osv. spiller også en rolle. Men fælles er at de normative teorier epistemisk retfærdiggøres ved at de passer med lavere-ordens “data” og ikke den anden vej.

Med andre ord: Måske er det sandt, at grunden til at Ditte rent faktisk bør gøre dette eller hint, at der er en sand normativ teori, der fortæller hende, at hun bør. Men måden hvorpå hun finder ud af, hvad hun bør gøre, er ikke ved at starte med den korrekte teori og udlede hvad hun bør gøre, men snarere blot ved at handle ud fra 0.-ordens domme. Dette burde ikke være en specielt fremmed tanke. Når du f.eks. undgår at tromle en børnehave ned i din BMW, er det ikke fordi du først konsulterer, hvad de forskellige normative teorier du giver positiv SS siger, men fordi du bare kan se, at du ikke bør gøre det—og hvis en 1.-ordens teori siger, at der ikke er noget galt med at køre dem ned, så er det bare ærgerligt for den teori. Alt dette er konsistent med, at den underlæggende grund til at du 101 bør gøre dette kommer fra 1.-ordensteorien. Hvor de faktiske grunde så at sige arbejder sig fra “toppen og ned” i regressen, arbejder den normative erkendelse sig fra begyndelsen og op i regressen.

Dette betyder imidlertid ikke at 1.-ordens teorier ikke kan påvirke vores 0.-ordens domme. For det første er der mange tilfælde hvor vores 0.-ordens domme ikke er “klare og distinkte.” I sådanne tilfælde fungerer 1.-ordens teorier som ekstrapolationer fra de tilfælde, hvor vi er sikre, til de tilfælde hvor vi ikke er. For det andet kan vores 1.-ordens teorier korrigere vores 0.-ordens domme i refleksiv ligevægt. Hvis jeg f.eks. gennem refleksion over mange 0.-ordens domme kommer frem til at utilitarisme er korrekt, må jeg revidere min 0.-ordens dom om, at jeg ikke må slå én person ihjel for at redde to. Dette betyder ikke at jeg bruger 1.-ordensteorien som epistemisk udgangspunkt, men blot at jeg med udgangspunkt i nogle 0.-ordens domme kommer frem til en 1.-ordens teori, der underminerer andre 0.-ordens domme - gennem refleksiv ligevægt.

Historien er altså at vi som udgangspunkt bliver på 0. orden i vores moralske liv, og laver domme uden at tænke over større teoretiske overvejelser. Men i visse tilfælde—eksempelvis under tvivl—kan vi blive nødt til at tage skridtet op til 1. orden. Historien er den samme når det gælder forholdet mellem 1. og 2. orden. For det meste er det tilstrækkeligt at stoppe ved 1. orden. Men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at tage skridtet op i 2. orden. Det kan f.eks. være at jeg giver utilitarisme en SS på 0.6 og deontologi en SS på 0.4. Det vil sige at jeg er rimeligt sikker på at det ikke er forkert at slå én ihjel for at redde to. Men hvis deontologi er sandt, er det virkelig forkert at slå den ene ihjel. Dette kan så tvivl om hvorvidt jeg bør følge utilitarismen, og i sådan et tilfælde er det nødvendigt at tage skridtet op i 2. orden. Og så fremdeles selvfølgelig for højere ordener. Der er en risiko for at dine overvejelser på en eller anden orden kommer til at underminere alle dine tidligere overvejelser på lavere ordener. Det kan f.eks. være at jeg er ret sikker på utilitarisme på 1. orden, men at jeg på 2. orden bliver overbevist om “maximize expected choice-worthiness,” (MEC) på. Da jeg har en positiv SS i teori a (f.eks. absolutistisk kantianisme), der giver handlingen at lyve en “choice-worthiness” på -∞, betyder det at mine handlinger, der indebærer løgne, bliver dominerede af denne. Så selvom jeg, inden jeg overvejede 2. orden, var ret sikker på, at jeg må lyve når nogle nazister spørger, om jeg har jøder på mit loft, er dette synspunkt blevet undermineret af højere-ordens overvejelser. Men dette betyder ikke, at vi bliver nødt til at suspendere alle domme, før vi har undersøgt hele den uendelige regres—hvilket jo leder til alle de problemer vi har overvejet hidtil. I stedet antager vi at vores 0.-ordens domme er korrekte, indtil 1.-ordens teorier underminerer disse; at vi bør handle på vores 1.-ordens teori, indtil 2.-ordens teorier underminerer dette; osv. Alt dette starter med 0.-ordens domme, og disse får lov til at blive, indtil vi, i lyset af højere-ordens overvejelser, der selv grunder i 0.-ordens domme, har grund til at revidere dem.

Vi har altså nu tacklet artiklens problem fra to vinkler, og fundet en løsning til begge: Det faktiske problem kan løses ved at fjerne afhængigheden mellem ordner: Hvad du bør gøre på en given orden, er blot hvad den sande teori på den orden anbefaler. Hvorvidt der er mere end 1 orden er da et andet spørgsmål. Det epistemiske problem kan derimod løses ved at omvende afhængigheden—hvad der også reflekterer vores faktiske epistemiske praksis—således at vores erkendelse starter fra begyndelsen af regressen, og højere ordner afhænger af lavere, snarere end omvendt.

Bibliografi