En begyndelse ses oftest som en ny start. En forestilling om et tomrum, hvorfra man kan begynde noget frit og hæmningsløst. Sådan antyder den leksikale definition af en begyndelse:”første eller indledende del af et forløb eller en periode” (Den Danske Ordbog, u.å.)

Men denne forestilling, om at begyndelsen er den neutrale, urørte der ligger bag et uvidenhedens slør, mener jeg er en illusion. En begyndelse er altid formet, om det så er ideologisk, sprogligt, historisk osv. En begyndelse skjuler typisk sine egne forudsætninger. I stedet vil jeg gøre et forsøg på en mere sand, ærlig og kritisk forståelse af en begyndelse. For at komme dette til livs, vil jeg forsøge at forstå begyndelsen æstetisk, dvs. som noget, der hverken er frit opstået eller endegyldigt defineret, men spændt ud mellem form og indhold. Her tror jeg, at man med fordel gennem Theodor W. Adornos begreber kan få øje på denne spænding og kan fastholde den, uden at udglatte eller fortrænge den. For netop i æstetikken kan der tænkes begreber, hvor formen og dermed ideologien ikke yder vold mod begrebets indhold. I æstetikken kan man bevare den indre spænding, som indholdet bringer. Det kan siges, at en æstetisk forståelse har mulighed for at arbejde imod den banalisering som den ideologiske fastfrysning medfører, og i stedet åbne op for en mere åben og kritisk tilgang til begrebet begyndelse. Til det formål vil jeg tage udgangspunkt i Adornos analyse af form og indhold i Æstetisk Teori (2024). Mit mål er at give en kort tilnærmelse af en forståelse

or en begyndelse, der ikke skjuler sine egne indre spændinger og modsætninger bag et slør, men derimod lader dem træde frem, uden at underkaste dem en forudbestemt form. For at man kan tilnærme sig sådan en forståelse, må vi se på hvordan æstetikken, især Adornos forståelse af form og indhold, kan vise os en anderledes måde at forstå en begyndelse på. Relationen mellem form og indhold, viser en måde hvorpå æstetikken fastholder, tvetydighederne samt modsætter sig, at begreberne udglattes og gøres entydige. Til dette skriver Adorno at:

Formen er den ikke-voldelige synteses spredte elementer, som den alligevel bevarer, som det, de er, i deres divergens og deres modsigelse, og derfor er formen rent faktisk udfoldelse af sandhed (Adorno, 2024, s. 205).

Denne sætning er i sig selv opbygget efter det som sætningen vil kommunikere, og netop dette er en udfoldelse af sandhed. Først virker det til at formen er syntesen, altså det glatte og entydige, men så viser det sig at formen alligevel bevarer divergens og modsigelse. Divergensen og modsigelse, er en form for sandhed, eller en udfoldelse af sandhed. En sætning som i sig selv virker ekstremt modsigende, da modsigelse i traditionel forstand netop ikke er sandhed, men det modsatte nemlig en selvmodsigelse. Det er meget paradoksalt, men det er netop også Adornos pointe, da det netop er i det paradoksale at vi finder sandhederne. Hvis man forsøger at bruge den forståelse på en begyndelse, kunne man sige at en begyndelse er starten på noget nyt, men starten på noget nyt er ikke starten på noget nyt, for det nye er altid indlejret med forforståelse. En begyndelse er derfor både sig selv, og sin egen modsætning, dvs. at en begyndelse også er en ikke-begyndelse. Ved at insistere på denne andethed sikrer vi os nemlig at undgå en forståelse af en begyndelse, som fastfrosset i en statisk, harmonisk forståelse. Denne paradoksale æstetiske karakteristika: at modsætninger ikke opløses, forklarer Adorno yderligere i følgende:

I formens forhold til sin andethed - hvis fremmedhed den mildner og alligevel bevarer er den det antibarbariske i kunsten; gennem formen tager kunsten del i civilisationen, som den kritiserer gennem sin eksistens (Adorno, 2024, s. 205)

Her kan man i kunsten se, hvordan formens indhold udfolder sig i sin andethed. Dvs., at det som virker til at modsætte formen eller helheden af værket mildnes og bevares på samme tid. På grund af dette, er kunsten en del af civilisationen, mens den også kritiserer civilisationen. Derfor opstår en begyndelse ikke ex nihilo, men må eksistere som kritik eller modstand af eksisterende betingelser. Men heri bliver den selvfølgelig også en kritik af sig selv, da den selv er en del af civilisationen. Dvs. at denne kritik også bliver rettet indad mod kunstværket selv. Adorno uddyber yderligere, hvordan formen må være selvkritisk, mens den beholder sin andethed i følgende:

Formen er det ved kunstværkerne, der får dem til at være selvkritiske; det i kunstværket, der rejser sig mod det, der stikker frem, er dybest set det, der bærer formen, og kunsten bliver fornægtet dér hvor man dyrker det uformedes teodicé (Adorno, 2024, s. 206)

Dvs., at hvis et kunstværk om en begyndelse fulgte disse krav, nemlig at fastholde en spænding mellem form og indhold så ville begrebet begyndelse fremstå både formet og uformet, som helhed og brud, og dermed som noget der insisterer på sin egen uafklarethed. Det vil muliggøres ved, at de forskellige dele af værket skulle være fremtrædende, som del af helheden, men uden at delene ville miste deres egenhed, dermed en ikke-identitet, noget som viser sig ikke at være identisk med sig selv. En begyndelse, må derfor benægte sig selv, dvs. at den modarbejder sig selv, ved at give form til sig selv. En begyndelse kan ikke glide let og rent frem som noget frit, nyt og begyndende. I stedet må en begyndelse må bære sin egen spænding med sig. I æstetikken lærer vi derfor at formen er det der gør kunstværket kritisk over for sig selv, og afslører begyndelsens egen indbyggede selvmodsigelse.

Derfor vil jeg konkludere at en ægte begyndelse, ifølge Adorno, aldrig kan eksistere som rent nulpunkt, men i stedet må opstå af modstand og spænding med noget eksisterende. Dette giver os en æstetisk mulighed for at forstå en begyndelse, som noget der skaber og benægter sig selv. Gennem denne dia- 107 lektiske spænding kan vi undgå, at ideologien udvasker de indre modsætninger, der er i begreber, og dermed også undgå en ideologisk banalitet, som resulterer i en forestilling om en begyndelse som neutral eller urørt. Sådan en tilgang til forståelse kan fremme en mere sand, ærlig og kritisk forståelse.

Bibliografi