Filosofien og spædbørn: Hvorfor vi bør kere os om begyndelsen på livet

Introduktion

Når vi studerer filosofi, bør vi gøre os det klart, hvordan de fleste moderne filosofiske undersøgelser af det menneskelige vilkår har taget deres udgangspunkt i et kantiansk inspireret universelt subjekt, som autonomt kan tage beslutninger for sig selv ved rationelt at ræsonnere sig frem til sandhed (Anderson et al. 2021).  Dette kantianske subjekt er blevet indbegrebet af, hvad det vil sige at være et menneske. Selve ideen om en særlig menneskelig natur går imidlertid væsentligt længere tilbage end til denne oplysningstanke. Den har givetvis og ikke overraskende rod i et aristotelisk grundprincip; at enhver naturlig entitet indeholder årsagen til sin egen udvikling i sig selv. Dette princip virker således til at kunne danne fundament for, hvad vi kan kalde et menneske (Roughley 2023). Indenfor denne idé om, hvad der udgør den menneskelige natur, gemmer sig imidlertid en tvetydighed; for enten betyder natur her, at man blot besidder en uaktualiseret potentialitet, eller så betyder det, at man først indtræder i sin natur, når man har fået aktualiseret sin potentialitet. Min påstand i denne artikel er, at vi for længe har bygget vores tænkning på den sidste mulighed (hvilket muligvis også er roden til oplysningstidens snævre syn på, hvad der udgør den menneskelige natur), og at vi i stedet bør fokusere på, at vi qua vores natur bærer et grundlæggende udviklingsprincip, som vi skal tage seriøst, hvis vi for alvor vil blive klogere på vores fælles menneskelige vilkår.

Som konsekvens må filosofiens langvarige distancering fra alt, hvad der minder om empirisk drevet forskning nå sin ende, idet vi ellers risikerer at misse vigtige landvindinger i forsøget på at beskytte vores ‘rene’ tænkning. For er der én ting, som vi ikke kan tænke os frem til, så er det at tænke os tilbage til barndommen – ikke mindst til da vi var spæde. Psykologisk forskning har faktisk vist, at de færreste kan huske noget særligt substantielt fra før de blev tre år gamle. Den filosofiske tradition har dertil haft tendens til at betvivle eksistensen af alt det, vi ikke kan forstå eller ikke har førstepersonserfaring af fremfor at undersøge disse dimensioner nærmere givet andre metoder end dens ellers fortrukne metode; introspektionen. Det nærmer sig dog en fejlslutning alene at trække på egen erfaring og derfra ræsonnere sig frem til en form for universalitet, som kan agere forklaringskraft for andres erfaring. Det synes derfor nærmest ironisk, at vi i dette forgæves forsøg på at opnå universalitet gennem introspektion, har formået at ignorere den tilsyneladende mest grundlæggende erfaring, som faktisk tilkommer alle; spædbarnets. Som tidligere anført skyldes det nok, at spædbarnets erfaringsperspektiv ligger fundamentalt hinsides alle skrivende og sågar tænkende menneskers førstepersonserfaring, hvorfor spædbarnsperspektivet er blevet stærkt undervurderet i filosofisk tænkning. Blandt andre har udviklingspsykologen Colwyn Trevarthen beskrevet, hvordan denne antagelse har ført til en stærk undervurdering af spædbørns mentale kapacitet:

"(…) our psychological tradition, observing the limited cognitive powers of the newborn and giving great value to the cultivated intelligence of an educated person, has assumed that the mind of an infant is incoherent, with undefined perceptions and incapable of contributing to communication, except to solicit help reflexively for biological functions (Trevarthen 1994: 121)"

Givet at spædbørn dog tilsyneladende har en væsentlig erfaring af verden, må det være essentielt for enhver filosofisk undersøgelse, som ønsker at udsige noget grundlæggende om det menneskelige vilkår, først at opnå en forståelse for dette oprindelige vilkår. I det følgende afsnit vil jeg derfor behandle spørgsmålet om, hvilken form for metodologi, vi må anlægge, hvis vi skal opnå viden om et erfaringsperspektiv, der ligger hinsides vores eget.

Introspektion er ikke vores eneste middel

Hvis vi gerne vil opnå en større indsigt i grundlaget for det menneskelige vilkår, så er det først og fremmest nødvendigt at gøre sig sin metode bevidst. En velkendt metode til formålet ville være fænomenologiens; en systematisk undersøgelse af subjekters levede erfaring sådan som den fremstår givet deres førstepersonsperspektiv – en tradition Edmund Husserl som bekendt var grundlæggeren af.

En nagende tanke for fænomenologien er imidlertid, hvorledes undersøgelsen af ét førstepersonsperspektiv kan generaliseres ud på flere individer. Et andet problem er, hvordan vi kan undersøge de erfaringer, som vi ikke kan få erfaring med gennem et førstepersonsperspektiv. Dette kunne eksempelvis være erfaringer fra personer uden sprog eller ved de erfaringer, der slet ikke er sprog for. Der kan imidlertid identificeres et mere grundlæggende problem i fænomenologien, som udgør forudsætningen for disse sekundære problemer. Da fænomenologiens formål af Husserl blev formuleret som “the analysis of the essential relation between consciousness, experience, and this life-world” (Varela et al. 1999: 17), hvor livsverdenen betyder noget i stil med “the everyday social world, in which theory is always directed toward some practical end” (Varela et al. 1999: 17), består problemet i, at vores tænkning altid vil være fanget i denne forudsættende, rammesættende livsverden, som betinger alt, hvad vi har mulighed for at tænke; “all reflection, all theoretical activity, including science, pressupposes the life-world as a background” (Varela et al. 2017). Dette faktum virker til at underminere fænomenologiens oprindelige formål; ønsket om objektivitet, a point of view from nowhere, dvs. at kortlægge den oprindelig relation mellem vores bevidsthed, vores erfaring og livsverdenen. For Husserl blev kompromisset, at fænomenologiens formål i en lidt svagere version havde som mål at kortlægge en form for prægivet livsverden – de oprindelige strukturer som grundlæggende karakteriserer vores alles erfaring (Varela et al. 2017: 18).

Lige siden Husserl har fænomenologer således været på jagt efter de oprindelige transcendentale strukturerer, som forudsætter vores bevidste erfaring, og har forsøgt at hierarkisere dem ift. hvilke, der er mest fundamentale for vores erfaring. Det ledende spørgsmål har været; hvilke strukturer kom først? Det leder dog ultimativt ind i et cirkelargument, hvis ikke man ønsker at ende i infinit regress. Følger man imidlertid nogle af den klassiske fænomenologis kontemporære arvtagere, Varela, Thompson og Rosch (2017), så er nøglen ud af al denne ondskabsfulde cirkularitet, at vi skal forlade lænestolsdomænet og tænke ved hjælp af en pragmatisk dimension. Hvordan dette skal foregå havde Varela, Thompson og Rosch tilbage i 19911 et radikalt bud på:

"What we are suggesting is a change in the nature of reflection from an abstract, disembodied activity to an embodied (mindful), open-ended reflection. By embodied, we mean reflection in which body and mind have been brought together. What this formulation intends to convey is that reflection is not just on experience, but reflection is a form of experience itself—and that reflective form of experience can be performed with mindfulness/awareness. When reflection is done in that way, it can cut the chain of habitual thought patterns and preconceptions such that it can be an open-ended reflection, open to possibilities other than those contained in one’s current representations of the life space. We call this form of reflection mindful, open-ended reflection. (Varela et al. 2017: 27)."

Ifølge Varela, Thompson og Rosch må vi lære at indtage en position ved aflæring, dvs. “letting go of habits of mindlessness” (Varela et al. 2017: 29). Således vendte de op og ned på påstanden om det pragmatiskes forrang. En påstand som bl.a. Martin Heidegger i sin tid havde forsvaret. Perspektivet bliver vendt om, så selvom den pragmatiske modus er vores oprindelige tilstand, så har vi ifl. Varela et al. (2017) lært for det meste at forholde os til verden igennem en teoretisk modus.

Hvor Varela et al. (2017) vender sig mod den østlige traditions meditationspraksisser og dermed mener, at vi bør aflære vores teoretiske forståelse, hvis vi skal løsrive os fra lænestolsfilosofiens dogmatiske slummer, spørger jeg derimod: hvorfor kigger vi ikke i stedet tilbage på spædbarnets oprindelige erfaring? Altså den bevidsthedserfaring, som endnu ikke har indoptaget diverse kulturelle forestillinger i sit verdensforhold. Jeg foreslår, at denne oprindelige spædbarnserfaring indeholder lignende svar på, hvordan verden er givet os indenfor en primært pragmatisk modus – så længe vi undersøger den indenfor selve denne modus. Som allerede angivet, så er det store problem med dette forslag, at vi ikke har adgang til spædbarnets førstepersonsperspektiv. Vi må altså benytte os af en alternativ metodologi end den sædvanlige introspektive i bestræbelsen efter viden om spædbørns erfaringsperspektiv. Inspireret af Varela et al. (2017), ser jeg hertil ikke en uoverstigelig modsætning mellem den moderne videnskab, såsom kognitionsvidenskaben, og fænomenologien; “Experience and scientific understanding are like two legs without which we cannot walk” (Varela et al. 2017: 14). Det går imidlertid udover min hensigt her at gå i detaljer med, hvordan empirisk forskning mere konkret kan informere filosofisk tænkning. Min intention er blot at vække en større nysgerrighed ift. at undersøge netop dette forhold og overbevise om, at det kan lade sig gøre, hvis vi er nysgerrige på det.

Hvad jeg dog vil overveje her, inden jeg går videre til at behandle spørgsmålet om, hvilket filosofisk potentiale der ligger gemt i f.eks. udviklingspsykologisk forskning, er det problem, som mange nok vil finde ved ideen om tværdisciplinært samarbejde mellem fænomenologien og empirisk drevet videnskab. Som bekendt er sjæl-legeme-problematikken endnu et stort filosofisk mysterium uden udsigt til at blive løst foreløbigt. Givet dette, kan vi ikke gøre andet end blindt at fortsætte arbejdet indenfor det paradigme Alfred Whitehead har karakteriseret som The Bifurcation of Nature (Desmet & Andrew 2022). Givet de to inkommensurable dimensioner i alle vores teorier, det subjektive overfor det objektive, er det vigtigt i alt tværfagligt arbejde mellem fænomenologi og naturvidenskab ikke at sammenblande disse perspektiver. Vi må derimod forsøge at få dem til at samarbejde. Dette kunne ske ved, at fænomenologien udforskede det subjektive domæne som et explanandum, hvilket den naturvidenskabelige forskning fandt de bedste explanada for, dvs. gav en bevidstheds-uafhængig redegørelse for ved empiriske metoder. Dette er nødvendigt, idet vi har brug for begge perspektiver for at opnå en tilstrækkelig forståelse af ethvert fænomen. Konsekvensen af udelukkende at bero på den empiriske forsknings reducerende perspektiv, ville være at eliminere det subjektive til fordel for det objektive. Det samme med omvendt fortegn ville gælde den anden vej rundt. Uden begge perspektiver ville vi have en meget lille chance for at vide, hvordan vi skal korrelere dataen med nogen som helst reel erfaring.

Hvis vi altså udelukkende studerede spædbørn vha. traditionelle reduktionistiske metoder virker det således til, at vi ville være langt fra at opnå en egentlig indsigt i spædbørns erfaringsperspektiv. Da vi imidlertid ikke har adgang til spædbørn førstepersonsperspektiv kan den ovenstående løsning dog umiddelbart virke utopisk. Alligevel mener jeg, at vi har en yderligere metodologisk mulighed for at kunne korrelere empirisk indsamlet data med fænomenologiske beskrivelser af spædbørns erfaring. Dette alternativ vil jeg her blot pege antydningsvist på, da forskningen på området endnu er i sin spæde opstart. Der er tale om andenpersonsperspektivets potentiale for at kunne opnå større indsigt i den andens førstepersonsperspektiv. Hvis vi flyttede vores perspektiv, så vi i stedet for at tage udgangspunkt i et dikotomisk forhold mellem et direkte førstepersonsperspektiv og indirekte tredjepersonsperspektiv, derimod tog udgangspunkt i et interagerende andenpersonsperspektiv, der involverer vores eget førstepersonsperspektiv, så er der måske en vej ud af det metodologiske mørke, vi har befundet os i givet de altoverskyggende reduktionistiske metoder i spædbørnsforskningen. Ved ikke at sige meget mere om dette andenpersonsperspektiv her, vil jeg lade det stå åbent, hvordan dette samarbejde indenfor spædbørnsforskningen vil komme til at se ud i fremtiden. Jeg vil dog insinuerende illustrere potentialet i det følgende og sidste afsnit.

Nye perspektiver på filosofiske hårdknuder

Dette sidste afsnit har intet med metodologi at gøre, men derimod nærmere hvilke potentialer, der kunne komme ud af en bedre forståelse af spædbarnets erfaringsperspektiv. Her vil jeg endnu engang vende mig mod diskussionen angående de mest grundlæggende transcendentale strukturer for vores erfaring. Afledt af de forrige afsnits diskussion, kan det konkluderes, at så længe fænomenologien alene forsøger at opspore de transcendentale strukturer for vores erfaring ved introspektion, da vil de oprindelige transcendentale strukturer forblive tilslørede for os. Min hypotese er derimod, at hvis vi gennem andenpersonsperspektivet kunne få adgang til spædbarnets erfaringsperspektiv, så har vi større chance for at få indsigt i menneskets grundlæggende transcendentale strukturer. I givet fald ville vi kunne rydde op i og ultimativt skelne mellem, hvad der er kulturelt betinget (hvad fænomenologerne ville kalde de quasi-transcendentale strukturer), og hvad der er os medfødt og dermed universelt gældende (de transcendentale strukturer). Vi ville kunne opfylde Kants våde drøm og således ikke blot være efterladt med hans kvalificerede, men ikke desto mindre postulater angående de transcendentale mulighedsbetingelser for vores erfaring. Dette fund ville være afgørende, da det handler om intet mindre end objektiviteten af vores erkendelse af verden. Hvis ikke vi har dette fælles grundlag, synes det svært at se, hvordan vi skulle kunne være fælles om noget her i verden, og mennesker ville kunne fortsætte med at polarisere sig i det uendelige. I forsøget på at undgå dette scenarie, mener jeg, at vi bør gå på jagt efter de transcendentale strukturer, som agerer fundamentalontologiske betingelser for vores erfaring.

Til at illustrere hvordan spædbørnsforskningen har kunne bidrage til dette formål, vil jeg give et eksempel herpå fra debatten angående intersubjektivitet. En kendt intersubjektivitetsteori indenfor filosofien er Heideggers udlægning af den andens grundlæggende medtilstedeværen for tilstedeværen (mennesket) i alle aspekter af, hvordan verden fremstår. Heidegger lader imidlertid aldrig to medtilstedeværende møde hinanden direkte. Deres mening for hinanden er altid givet gennem et medierende tredje; brugstøjet. Ifølge psykologisk forskning er dette medierende tredje imidlertid ikke tilstede for spædbørns erfaringer før de bliver 9 måneder gamle (Gallagher & Zahavi 2021: 219). Før denne såkaldte 9 måneders revolution, som den kaldes indenfor forskningen, formodes det, at spædbørn alene erfarer verden gennem en umiddelbar og direkte person-til-person kontakt i en fase kaldet den primære intersubjektivitet. De første 9 måneder er barnet dog stadig i stand til at skabe en vis forståelse af andre menneskers væren i verden – et faktum som Heideggers fundamentalontologiske analyse således overså, men som derimod kan imødekommes ved at tage højde for en transcendental struktur som oprindeligt blev afdækket af Merleau Ponty gennem andenpersonsperspektivet; interkropsligheden (Intercorporéité).  Dette afgørende aspekt ved intersubjektiviteten er blevet overset i langt de fleste moderne analyser bl.a. også i den social psykologiske forskning af fænomenet Theory of Mind. Den umiddelbare og primære intersubjektivitets væsentlighed, som danner fundament for hele vores intersubjektive tilværelse, var således underkendt, indtil den viste sig at kunne forklare den data som udviklingspsykologien på det seneste har indsamlet, hvorved den igen har vundet større indpas i litteraturen (Fuchs & De Jaegher 2009). Dette fundament er det dog ikke alene filosofien, der har overset. Ifølge Trevarthen har der helt basalt set hersket en idé om spædbørns fuldstændige inkompetence, som har forplumret vores forståelse af, hvad et menneske grundlæggende er; umiddelbart, irrationelt, ikke-verbalt, konceptløst og totalt ateoretisk i sin rapportering af sit selv til den anden (Trevarthen 1993: 121). Selvom vi altså bliver født således ind i verden, glemmer vi det næsten lige så hurtigt igen og har alt for længe levet i falsk bevidsthed om, at vores natur var lig med Kants rationalistiske ideal. En grundlæggende uagtsomhed, som Rasmus Dyring passende har karakteriseret som en aldersglemsel indenfor særligt den fænomenologiske tradition “that manifests in the quite ironic forgetting of the question of aging in a tradition in which philosophical generation upon philosophical generation for two and a half millennia have kept the questions of time and death young and fresh” (Dyring, 2024: 586).

Vi udvikler os helt enestående igennem livet, men ingen kan tage fra os, at vi blev født uden komplekse symboler og teorier, men dermed ikke mindre kompetente ift. at gøre vores umiddelbare verden forståelig og tage del i den sammen med andre – en evne som dog hurtigt udvikles til mere komplekse former, men ikke desto mindre forbliver forudsætningen for alt, hvad vi senere får tillært os gennem vores interaktion med verden.

Konklusion

Mennesker  udvikler sig fundamentalt set igennem hele livet, idet vi ældes. I den anledning bør vi nærmere undersøge, hvordan vores mest oprindelige verdensforhold er, idet det tillige ville gøre os klogere på, hvordan vores nuværende verdensforhold er blevet til. Til dette formål må vi tage andre metoder end introspektion – filosofiens fortrukne – i brug. Der er imidlertid store begrænsninger ved videnskabens reduktionistiske metoder, når det kommer til studiet af levet erfaring. For til dels at overkomme disse, blev der peget i retningen af en samarbejdende metode mellem tredjepersonsperspektivet og andenpersonsperspektivet i spædbørnsforskning.

Udviklingspsykologien har således vist sig at have potentiale til at informere os om vores erfarings mest grundlæggende transcendentale strukturer. En påstand som forskningens nyliggjorte fund af menneskers primære intersubjektivitet understøtter, idet dette fund vidner om menneskets grundlæggende interkropslige konstitution, som forudsætningen for en umiddelbar erfaring af den anden. Tillægningen af en større betydning til den menneskelige natur givet ved dens udviklingspotentiale, har således vist, at vi ikke kun kan nøjes med vores eget perspektiv, hvis vi gerne vil forstå os selv. Vi må kere os om livets begyndelse og lære at forstå spædbarnets perspektiv som forudsætningen for, hvordan livets følgende udvikling udfoldes.

Bibliografi