Kongehusets ret til frihed

Introduction

Halshugningen af Louis d. 16. den 21. januar år 1793 markerede begyndelsen på den  første franske republik. Republikken var et kvantespring i det snart spirende politiske liv i  Europa, som inspirerede revolutioner over hele kontinentet. Selv i Danmark, omtrent 1000  kilometer nord for Paris, blev idéerne om et folkestyre diskuteret blandt befolkningen. Det  franske folk har længe haft en helt særlig evne til at iscenesætte det politiske på  dramatisk vis, og at indlede sin republik med en halshugning af kongeparret er ingen  undtagelse. Knap så iltre temperamenter er danskerne kendt for. Dog havde danskerne i  tiden omkring Grundlovens udarbejdelse måske ladet sine temperamenter køle rigeligt  ned af de kolde, nordiske vinde.

For mens Republikken Frankrig i sin spæde begyndelse formidlede idealer om et  samfund for borgere med kerneværdierne frihed, lighed og broderskab, præsterede  Danmark kun at formulere en forkølet grundlov, der ikke engang forsøgte at afsætte  ulighedens tydeligste eksponent; kongen. I stedet, symbolsk for den danske  skuldertrækkende ånd, cementerede dennes position som statsoverhoved for al fremtid.  Revolutionen længe leve!

Men at noget er på en bestemt måde forudsætter ikke, at det bør være sådan. Og  det gælder også for Kongehuset. Jeg vil i denne artikel fremføre tre argumenter mod  Kongehusets berettigelse i et moderne dansk samfund.

Bevisbyrden er placeret forkert

Når man ønsker at debattere Kongehusets eksistensberettigelse, er det væsentligt at  placere bevisbyrden rigtigt. I det danske retsvæsen er modus operandi, at man er  uskyldig, indtil det modsatte er bevist. I udgangspunktet er man altså fri, og hvis en  anklagende part mener, man har overskredet de juridiske grænser for sin eller andres  frihed, så har denne anklagende part til opgave at bevise det. Bevisbyrden er placeret hos  den, som har til formål at ophæve normaliteten for at gøre et særtilfælde ud af den anklagede ved at fratage denne sin frihed. Intuitivt virker det rimeligt, at der skal  argumenteres for at udføre den radikalt indgribende handling, som det er at fratage en  anden person sin frihed.

Umiddelbart kunne man tænke, at den mest indgribende handling, og derfor den  som der bør føres bevis for, er at afskaffe Kongehuset, da dette vil være at ophæve status  quo. Dog falder denne tankegang i den naturalistiske fejlslutnings-fælde. Som tidligere  nævnt forudsætter et er ikke et bør, og derfor er vi også nødt til at antage en  udgangsposition, hvor Kongehuset ingen legitimitet vinder i kraft af allerede at være, når  vi skal placere bevisbyrden i sagen om dets eksistensberettigelse.

I et filosofisk forum kan det være kontroversielt at påstå, at det grundlæggende er rimeligt,  at alle tildeles lige rettigheder. For eksempel er det relevant at spørge, om der skal gives  særlige rettigheder til personer med særlige behov. Denne, og mange andre  problemstillinger vedrørende lige rettigheder, har sin berettigelse. Dog vil jeg vove den påstand, at det er fælles for disse problemstillinger, at der som udgangspunkt bør føres bevis for, at der skal tildeles særlige rettigheder til bestemte personer og ikke til alle andre. Og derfor mener jeg også, at bevisbyrden, når det kommer til Kongehusets ret til særlige rettigheder, herunder deres ret til at være Kongehuset, skal placeres således, at argumentet skal være for, at de skal tildeles sådanne. Man skal simpelthen spørge sig selv; hvorfor skal disse personer have grundlæggende, anderledes, medfødte rettigheder end alle andre danskere? Herfra kan der opstå uenighed om, hvorvidt Kongehusets medlemmer fortjener sådanne særrettigheder. Denne uenighed vil jeg udfolde i de kommende afsnit.

Værdiargumentet

Når et markant flertal af indbyggerne i Danmark bakker op om det danske kongehus,  skyldes det antageligvis en afvejning af Kongehusets værdi. For nogle vægter den økonomiske værdi tungest. Disse argumenterer for, at Kongehuset bidrager til et overskud på betalingsbalancen gennem indtægter fra fx turisme. For andre, og hvad jeg vil antage er langt de fleste, er det Kongehusets sentimentale værdi, der vægter tungest. Disse vil  fremhæve, at Kongehuset har værdi i kraft af at være et kulturelt samlingspunkt med en lang historie, der er med til at konstituere danskhed. Fælles for Kongehusets støtter er, at de vurderer Kongehuset til at have og skabe mere positiv værdi, end Kongehuset koster staten at opretholde.

Man kan udfordre ‘værdiargumentet’ på flere fronter. For eksempel kunne man  konfrontere det økonomiske værdiargument med det faktum, at det er langt de færreste turister, der ser et medlem af Kongehuset. Det, man ser som turist, er derimod  utilgængelige slotte. Uden Kongehuset kunne disse slotte i København, Århus og resten  af republikken åbnes op for offentligheden og på den måde blive langt mere tilgængelige  og økonomisk rentable. For eksempel besøger omtrent 15 millioner mennesker Versailles slottet årligt.

Udover at udfordre værdiargumentet mener jeg også, at man har grund til at  udfordre Kongehusets position som et kulturelt samlingspunkt. Kulturelle samlingspunkter  er som regel kendetegnet ved udmærkelse inden for et felt. Musikere kan spille musik, kunstnere kan skabe kunst, fodboldlandsholdet kan spille fodbold, og influencere kan  promovere sig selv (og alskens herligheder fra det private erhvervsliv). Kongehuset har  ikke nogen anden udmærkelse end den simple kendsgerning, at de er kongehuset.  Selvom mange influencere garanteret også lukrerer på familiære relationer, er den  afgørende forskel på dem og Kongehuset, at de ikke er statsfinansieret. Den danske stat  betaler for, at Kongehuset udmærker sig i at være Kongehus. Og det at være Kongehus  præsenterer simpelthen en for lav fællesnævner til at fortjene at være et vedvarende,  statsfinansieret, kulturelt samlingspunkt. Kongehuset lægger navn og ansigt til  begivenheder såsom Royal Run, Kongens nytårstale og diverse tafler. Fælles for disse er,  at de let kunne arrangeres af andre kulturelle og statslige institutioner. Kongehusets  bidrag er alene deres brand, og deres brand er alene opretholdt af deres offentlige  finansiering. I praksis er Kongehuset derfor i dag en slags glorificerede influencere, der  endda har professionelle kommunikationsfolk ansat til at producere deres indhold. Min  påstand er derfor, at Kongehuset som kulturelt samlingspunkt ikke præsenterer nogle  særegne kvaliteter, som andre kulturelle institioner ikke også kan præsentere den danske  befolkning for.

Jeg synes desuden, det er værd at nævne, selvom det for de fleste er et noget  langhåret argument, at Kongehuset i en althusseriansk fortolkning kan påstås at være  eksponent for en bestandigt, reproducerende, nationalistisk og ulighedsforstærkende  ideologi.

Selvom disse indvendinger mod værdiargumenterne for Kongehuset, i min optik, i  sig selv præsenterer gode grunde til ikke fortsat at bevare Kongehuset, kan der stadig  tænkes at være Kongehus-støtter, som vil påstå, at Kongehuset bør opretholdes cost what may. Derfor vil jeg nedenfor udfolde, hvad jeg mener, er den væsentligste udfordring mod Kongehusets eksistensberettigelse, som slet ikke beror på en afvejning af dets værdi men i stedet på hvert enkelt medlems ret til privatliv.

Kongehusets ret til frihed

Ligesom Grundloven sikrede Kongehuset retten til at være statsoverhoveder i al fremtid,  garanterede den også alle danske statsborgere retten til at være frie. Eller det vil sige  næsten alle danskere. For at blive født til at være medlem af Kongehuset kan næppe  kaldes frihed. Jeg påstår, at Kongehuset repræsenterer den absolut laveste grad af social  mobilitet i det danske samfund. Men det særligt uretfærdige for denne institution består i,  at deres mangel på mobilitet, helt eksplicit, er vedtaget juridisk; de skal, i kraft af at være  født som medlemmer af Kongehuset, arbejde i institutionen Kongehuset. Nogle vil  muligvis indvende, at disse medlemmer velsagtens kunne afstå deres royale pligter og  afsværge tronen. Men her er det væsentligt igen at mindes Kongehusets egentlige  funktion som glorificerede influencere. Og hvad gør influencere udover at lave reklamer?  De laver underholdning. Kongehusets værdi består med andre ord i deres  underholdningsværdi, og denne værdi er fuldstændig uændret, uanset om de er aktive  eller forhenværende medlemmer af institutionen. Medier holder tidligere medlemmer af  institutionen fastlåst i deres rolle som genstande for offentligt skue, selv når  medlemmerne har forladt Kongehuset. Se for eksempel bare på Harry og Meghan i  England eller Alexandra i Danmark. Det synes derfor åbenlyst, at folk, der på et tidspunkt i  deres liv har været inde i varmen på Amalienborg, ikke har friheden til at undslippe  Kongehusets funktion som underholdning, og dermed ender på en livstidskontrakt med  kronen. For medlemmer som Alexandra eller Meghan i England, der selv har giftet sig ind i  institutionen kan dette muligvis retfærdiggøres med at være deres eget frie valg, omend  det stadig er en noget omfattende arbejdskontrakt. Men for de medlemmer der fødes ind i  Kongehuset, er der tale om en decideret krænkelse af deres grundlæggende, medfødte  ret til frihed. Margrethe, Frederik og Christian har ikke på noget tidspunkt givet samtykke  til at blive gjort til underholdningsgenstande, men alene i kraft af deres eksistens, deres  medfødte i-kongehus-væren, er de trælbundet til et offentligt liv uanset om de måtte  ønske at trække sig fra det. De er ret beset de eneste mennesker i Danmark, der er  juridisk stavnsbundne og livstidsansatte i et tvungent arbejde, og det paradoksale er, at  det er deres største støtter, der allermest ønsker at fastholde dem i den position.

Jeg mener, det er åbenlyst, at et moderne dansk samfund bør undgå at fastholde  så meget som én eneste af sine borgere i en sådan position. Men eftersom Kongehuset nødvendigvis nedarves familiært, og at Kongehusets to væsentligste opgaver er  repræsentation udadtil og at være et samlingspunkt indadtil, er det uforeneligt at være  født i Kongehuset og at være en fri privatperson. Derfor mener jeg, at vi som samfund  krænker Kongehusets medlemmers ret til frihed.

Konklusion

Den nye begyndelse for Frankrig som republik indledtes ved, at man med korporlige  metoder afsatte kongeparret. Lige så drabelig en tilgang appellerer jeg ikke til. Det synes  dog nødvendigt langt om længe at tage tyren ved hornene og forholde sig til kongehusets  eksistensberettigelse i et moderne dansk samfund.

Jeg synes, alle bør forholde sig til, om de vil indføre et kongehus i Danmark, hvis  Kongehuset ikke allerede fandtes som institution. For at besvare dette spørgsmål må man  forholde sig til, hvilke opgaver sådan et kongehus skal løse, og om det overhovedet er  ønskværdigt og nødvendigt, at det er et kongehus, der varetager disse opgaver. Dog  mener jeg, det er allervigtigst at forholde sig til, hvad der retfærdiggør, at vi som samfund  tvinger bestemte medborgere til at arbejde i ét bestemt, offentligt erhverv fra de bliver  født til de dør, når vi samtidig påstår at holde den enkelte borgers frihed som en  grundlæggende, medfødt ret.

Bibliografi