Hvad var det ved filosofien der til at begynde gjorde, at du er gået efter en karriere indenfor filosofi?
Den primære grund til, at jeg blev interesseret i filosofi, er helt sikkert Søren Kierkegaard. Jeg stødte tidligt i gymnasiet på fragmenter af Enten Eller, og jeg var faktisk hooked fra begyndelsen. Den litterære elegance kombineret med de psykologiske portrætter af forskellige eksistenstyper var fantastisk inspirerende. Og til den dag i dag sidder Kierkegaards brug af eksempler dybt i mig: han kunne om nogen illustrere dybe indsigter med eksempler fra hverdagen, litteraturen, og religionen. Jeg skrev senere min store opgave i gymnasiet om Forførerens Dagbog, som stadig står som et mesterstykke i mine tanker: modbydelig klog og katastrofal.
Senere, da jeg kom på universitet, ændrede mine interesser sig ret dramatisk efter et introkursus i sprogfilosofi med Jakob Hohwy, som var lektor på Aarhus Universitet dengang. Især Kripkes argumenter i Naming and Necessity var en åbenbaring: argumenterne var intuitivt utroligt overbevisende, men konklusionerne var mærkelige. Med Kripke og sprogfilosofien havde jeg nok for første gang i filosofi en følelse af at stå med et klart defineret problem, som jeg faktisk kunne overskue og undersøge på en nogenlunde kontrolleret måde. Og det nød jeg. Det var på en måde lettere for mit hoved at håndtere end de mere brede og eksistentialistiske problemer hos Kierkegaard.
Set ud fra hele din akademiske karriere, hvilke filosofiske spørgsmål har du haft størst interesse i og hvorfor?
Der er mange spørgsmål, der har optaget mig, og jeg har ikke haft ét centralt fokus. Men her er nogle kandidater.
Spørgsmål i sprogfilosofi: Jeg har altid været meget interesseret i spørgsmål om sproglig mening: Hvad vil det sige, at et ord, en sætning eller en ytring ”betyder” noget? Jeg har arbejdet en del med et system for sproglig mening, som hedder to-dimensional semantik, og brugt det som ramme til at forsvare en såkaldt fregeansk teori for sproglig mening. Et fregeansk meningsbegreb er, groft sagt, anti-tesen til et kripeansk begreb om mening. Hvor Kripke lægger vægt på, at et navns betydning er bestemt af dets reference og historiske bånd til den genstand, navnet betegner, insisterer den fregeanske tradition på, at sproglig mening også skal rumme et kognitivt aspekt – noget der indfanger måden, hvorpå en taler forstår udtrykket, og som tillader os at skelne mellem udtryk med samme reference men forskelligt meningsindhold (som fx ”morgenstjernen” og ”aftenstjernen”).
Spørgsmål i formel epistemologi og filosofisk logik: Under min PhD begyndte spørgsmålet om logisk omniscience at spille en central rolle. For hvorfor arbejder mange filosoffer og teoretikere under den antagelse, at mennesker tænker perfekt logisk? Det gør vi jo tydeligvis ikke. Alligevel bygger mange klassiske teorier om viden og rationalitet på idéen om, at vi nærmest er logiske supercomputere, der straks indser alle konsekvenser af det, vi allerede tror og ved.
I mit arbejde har jeg forsøgt at tage et skridt tilbage og spørge: Hvad vil det sige at tænke og handle rationelt, når man er et almindeligt menneske med begrænset tid, viden og regnekraft? Det er klart, at vi ofte er rationelle, men vi tænker og handler kun inden for vores kognitive og praktiske begrænsninger. Vi kan gennemskue nogle problematikker, men ikke alle; vi kan tage gode beslutninger, men sjældent perfekte. Siden mange af de klassiske teorier, vi normalt bruger til at forstå rationalitet – som fx Bayesianisme eller klassisk beslutningsteori – ikke applicerer til kognitivt begrænsede væsener som os, har vi derfor brug for nye modeller, der ikke forudsætter logisk perfektion. Og jeg har arbejdet med at udvikle sådanne nogle nye modeller, blandt andet ved at bruge idéen om umulige verdener som en måde at beskrive, hvordan vi kan tro og tænke ting, der ikke nødvendigvis er logisk mulige, men som alligevel giver mening for os. Og faktisk skal jeg bruge meget af det næste år på at skrive en bog om netop disse problemstillinger, da jeg har modtaget et monografistipendium fra Carlsbergfondet.
Spørgsmål i AI: Endelig har jeg i de seneste år dykket ned i filosofiske emner indenfor AI. Mere specifikt har jeg arbejdet med, hvordan kunstig intelligens påvirker menneskelig beslutningstagen, etik og selvforståelse – på både godt og ondt. For eksempel har jeg undersøgt, hvordan algoritmer udfordrer nogle af de grundlæggende værdier, der traditionelt har styret i medicinske beslutningstagen. Jeg har også forsket i, hvordan AI-systemer repræsenterer menneskelig identitet, og hvad det betyder for vores måde at forstå os selv og hinanden på.
I min verden hænger min forskning i AI godt sammen med min forskning i formel epistemologi og filosofisk logik: både AI-modeller og logiske modeller forsøger at indfange centrale træk ved menneskelig tænkning og beslutningstagen. AI giver filosofi konkrete cases at tygge på, og filosofien kan til gengæld tilbyde den begrebsafklaring og argumentatoriske stringens, der ofte mangler i de mere tekniske AI-debatter.
Hvad har den mest signifikante forandring været indenfor filosofien, du har været vidne til, siden du begyndte at arbejde indenfor området?
Det er et meget svært spørgsmål at svare på, synes jeg, for tit opdager man først, at forandring faktisk allerede har fundet sted, når man begynder at lede efter den. Men med den bias in mente synes jeg, at viften af filosofiske spørgsmål er blevet bredere og måske også mere anvendelsesorienteret i de seneste 10 år. Filosoffer rækker i stigende grad ud til andre fagligheder og forsøger at belyse problemer, som også har betydning uden for filosofien selv. Den udvikling kan jeg også se i mit eget arbejde. Meget af mit tværfaglige samarbejde udspringer af min forskning i AI, hvor jeg har opbygget faglige relationer til både læger og psykologer.
Så måske er den største forandring, jeg har set – eller i hvert fald oplevet – at filosofien i højere grad end før åbner sig mod den omkringliggende verden. Det kan nogle gange skabe en slags identitetsforvirring i vores fag, men jeg tror på, at vi sagtens kan bevare vores filosofiske integritet i en verden, der skriger på tværfaglighed. Men det kræver arbejde at føre samtaler med andre fagligheder. Hvis du skulle vælge din største filosofiske inspiration eller helt, hvem ville det være og hvorfor?
Hvis du skulle vælge din største filosofiske inspiration eller helt, hvem ville det være og hvorfor?
Den er endnu sværere. Jeg har mange. Men skal jeg vælge én, ville et godt bud nok være den amerikanske filosof Robert Stalnaker. Han har arbejdet med alle de kernefilosofiske emner, jeg interesserer mig for — logisk omnisciens, sproglig mening, og intentionalitet – og han har opbygget en elegant og systematisk måde at tænke over alle disse emner. Og selvom jeg er uenig i mange af hans konklusioner, er jeg meget inspireret af hans måde at distillere og angribe abstrakte problemer på.
Af andre store filosofiske inspirationer kan jeg nævne Frege, men også Rudolf Carnap, som var en af de tidligste teoretikere indenfor modallogik og mulig-ver-dens semantik. Jeg havde også et fotografi af den amerikanske filosofi Ruth Barcan Marcus stående på mit kontor i Australien, og hendes arbejde i modallogik, metafysik og epistemologi er både stringent og filosofisk inspireret – meget i stil med David Lewis, som også er højt på min liste over filosofiske forbilleder. Og så skal jeg selvfølgelig også nævne min PhD-vejleder David Chalmers. Jeg kender ikke mange filosoffer, der som ham kan opretholde så højt et niveau i så mange forskellige grene af filosofien: fra bevidsthedsfilosofi og metafysik til sprogfilosofi og AI.